oplev det eventyrlige Japan
INTRODUKTIONBILLEDERDAGSPROGRAMPRISERPRAKTISKE INFORMATIONERREJSEFORESPØRGSELUdskriv

Gå på opdagelse i den Japanske kultur

Eventyrlige Japan

9 dages rundrejse til højdepunkterne i Japans fortid og nutid

16.798,00 kr
In stock
Travel Code
KU-004
Det kan du glæde dig til

Japan er en enestående blanding af modsætninger, hvor fortid møder nutid, gamle kulturer møder hypermoderne design og elegant formalitet møder støjende karaoke. Shinto-helligdomme og buddhistiske klostre bevares og benyttes, som det er sket gennem mange århundreder. Det gør Japan til en unik og fascinerende destination. Stille zen-templer og -haver er ofte blot et stenkast fra skinnende neonreklamer, århundredgamle te-ceremonier finder sted i ultramoderne skyskrabere, og lige ved siden elektroniske spillehaller, oplyst af neonreklamer, ser du måske en bonde arbejde uanfægtet i sin rismark. På denne rejse besøger du bl.a. det ultramoderne Tokyo (med et anstrøg af den gamle kultur) og fantastiske Kyoto, den vigtigste repræsentant for Japans ældgamle traditioner. Uden for byerne er Japans landskab utrolig smukt, og du kan bl.a. se Fuji-bjerget og sejle på Ashi-søen i det centrale Honshu. Og der er mulighed for at tage med højhastighedstoget Shinkansen til historiske Hiroshima. Velkommen til en rundrejse til de største højdepunkter i Kejserriget Japan!

Rejseplan

Dag By Overnatning Nætter Transport til næste destination
01-02 KBH/BLL Fly 1 Bus
02-05 Tokyo Villa Fontaine Tamachi 3 Shinkansen højhastighedstog
05-09 Kyoto Hotel Vista Premio Kyoto 4 Bus + fly
09 KBH/BLL
Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra Danmark
Du flyver fra valgte lufthavn i Danmark til Tokyo. Der er flyskifte undervejs.

Forplejning i flyet er inkluderet.

 

Dag 2: Ankomst i Tokyo

Du ankommer i Tokyo, og når du er gået gennem told og immigration, venter din chauffør på dig i ankomsthallen. Du kører med en dele-shuttlebus frem til dit hotel.

Efter tjek ind på hotellet er resten af dagen til fri disposition.

Når man ser Tokyos himmelstræbende skyskrabere, farverige neonreklamer og de tætte menneskemasser, er det svært at forestille sig, at byen for nogle få hundrede år siden var en søvnig fiskerlandsby med få hundrede beboere. Edo, som Tokyo dengang hed, blev i begyndelsen af 1600-tallet centrum for shogunen Tokugawa Ieyasus feudale styre. Trods tre århundreders isolation fra omverdenen blomstrede Edo, og den var allerede en by med over en million indbyggere, da kommandør Matthew Perry i 1868 ankrede op i byens havn og dermed genetablerede Japans forbindelse med omverdenen. I dag er Tokyo et lysende udtryk for den japanske modernitet og innovation.

Du overnatter de kommende 3 nætter i Tokyo

 

Dag 3: Heldags sightseeing i Tokyo til Meiji Templet, Shikuya, Asakusa, Sensoji Templet og Tokyo Skytree, til fods og med metro

Efter en god nats søvn og et lækkert og meget varieret morgenbord er du klar til at tage fat på eventyret her i Japans hovedstad. Til dagens tur benytter du Tokyos fantastiske metro og du kommer til at gå rigtig meget, så sørg for at have gode travesko på.

Guiden møder dig på hotellet, og sammen går I til metroen, som er nøgle til at komme godt og nemt rundt i Tokyo. Første seværdighed på din rute i dag er Meiji Jingu, der er opført i 1920 til minde om kejser Meiji og er Tokyos største tempel. Meiji helligdommen ligger midt i Tokyo i en stor skovlignende park. Inden man når frem til helligdommen, går man gennem 2 meget store shintoporte. Helt fremme ved helligdommen hersker der en højtidelig ro, som er i stor kontrast til det hektiske byliv kort derfra. Det er umådelig populært at bliver gift i dette tempel, så der er store chancer for at se et brudepar i traditionelle kimonoer. Tempelparken støder op til et område, der benyttes som mødested for mange af Tokyos ungdoms subkulturer, så man vil særligt om søndagen kunne støde på grupper af unge mennesker i fantasifulde kostumer og høre musik høj rockmusik, men inde på selve tempelområdet er der en enestående fred og ro i de smukke anlæg.

Herefter i det livlige og populære Shibuya-kvarter, hvor vi bl.a. skal se den lille figur af hunden Hachiko. Det er også i Shibuya du ser de nye trendsættende modedesignere og Tokyos kendteste og mest fotogene gadekryds, som tusindvis af fortravlede mennesker krydser, når der er grønt for gående og rødt for kørende fra alle retninger.

Derefter fører guiden dig videre for at besøge det kejserlige palads, hvor kejserfamilien har boet siden 1868. Paladset er lukket for offentligheden, men parken er bestemt også et besøg værd.

Turen går videre til Asakusa, der er Tokyos gamle bydel med den berømte Tordenport. Porten fører op til Tokyos ældste og mest berømte tempel, Sensoji-templet, hvis vartegn er en stor, rød rispapirlampe. I området er stadig nogle gamle bygninger tilbage, og der er ingen store højhuse lige her.  Der er et myldrende folkeliv i Nakamise, der er den lange gågade med souvenirbutikker og madboder, der fører op til Sensoji templet. Det har for mange japanere særlig betydning at komme her for at tænde røgelsespinde. Her er der altid et stort leben, og du vil opleve kvinder, par og nogle gange hele familier iført traditionelle kimonoer. De er på vej for at tænde røgelsespinde og vifte hellig røg på sig i håb om at blive sygdomme kvit, opnå held i livet, få et barn eller noget helt fjerde.

Dagen rundes af med at se det hele lidt fra oven fra Tokyo Skytree, Tokyos fjernsynstårn der måler 634 meter. Fra observationsetagen er der en helt utrolig panoramaudsigt over byens skyline, og i klart vejr kan du også se det smukke Fuji Bjerg med den sneklædte top og lidt længere borte De Japanske Alper.

Du er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen efter en intens dag med store seværdigheder og mange indtryk.

Du overnatter i Tokyo.

Morgenmad er inkluderet i dag.

 

Dag 4: På egen hånd i Tokyo eller tilkøbsudflugt til Fuji Bjerget

Dagen til fri disposition. Du kan vælge at gå op opdagelse på egen hånd i Tokyo, eller du kan deltage på en tilkøbsudflugt til Fuji Bjerget.

Du kan vælge at besøge Tsukiji-fiskemarkedet, som du let kommer til med metroen. At fiskemarkedet ligger i hjertet af denne millionby på nogle af Tokyos dyreste kvadratmeter og ikke på en havnekaj langt væk viser, hvor umådeligt vigtig frisk fisk er for japanerne. På markedet begynder dagen tidligt om morgen med den store fiskeauktion, hvor omkring 60.000 arbejdere tilbereder og pakker hen ved en tredjedel af verdens daglige forbrug af fisk. En enkelt tun af topkvalitet kan koste lige så meget som en Porsche. Området omkring fiskemarkedet rummer andre livlige markeder og her ligger også små sushi-butikker, hvor du kan få små smagsprøver.

Du kan også besøge Akihabara bydelen, der har alt, hvad hjertet kan begære af elektronik. Fra små specialbutikker til kæmpe shoppingpaladser: alle handler med elektronik. Gennem de senere år er bydelen også blevet kendt som et centrum for otaku-kulturen og manga-fans. Det er også her, du kan gå på ”maid café”, hvor personalet er klædt som tegneserie-servitricer.

 

Tilkøbsudflugt

Heldagsudflugt til Fuji Bjerget

Fujisan, Mount Fuji eller Fuji Bjerget. Kært barn har mange navne. Den koniske, sneklædte top på Fuji Bjerget er om noget blevet ikonet for Japan – nok et at de mest kendte billeder fra Japan. Bjerget ligger ca. 2 timers kørsel fra Tokyo, er en aktiv, men slumrende vulkan og er 3.776 meter højt – og du kan tydeligt se bjerget fra Tokyo på klare dage. Fujisan er på UNESCOs verdensarvsliste.

Turens første stop er Kawaguchi-ko. Og med god grund. Den bedste udsigt mod bjerget har du nemlig fra Kawaguchi-ko, en af de fem Fuji-søer. På en klar og rolig dag kan man se bjerget spejle sig i søen. Derefter går turen til Oshino Hakkai, der er kendt for kildevældet og ”de otte damme”. Området er meget hyggeligt med salgsboder med lækre delikatesser. Senere i dag besøger du ninja-landsbyen Oshino Shinobi no Sato, hvor du lærer om ninjaernes kampkunst, Ninjutsu. Dagen rundes af med en fantastisk 4D filmforevisning –  en flyvetur med ”Fuji Airways” gennem skiftende årstider og områder på og omkring Mount Fuji. Turen slutter i Tokyo til aften.

 

 

Dag 5: Fra Tokyo to Kyoto med Shinkansen

I dag lægger du hypermode og hightech i Tokyo bag dig. Forude venter Kyoto, er der essensen af Japans kultur og historie. Du kører med højhastighedstoget Shinkansen. Der er lige over 500 km fra Kyoto hovedbanegård til Tokyo. Den strækning tilbagelægges i Shinkansen på godt 2 timer.

Højhastighedstog i Japan startede i midten af 1960’erne, hvor nettet for Shinkansen blev planlagt og påbegyndt med egne stationer og skinner. I dag anser man mange steder Shinkansen for forældet og er ved at bygge et nyt og hurtigere tognet med Maglev tog, hvor hastigheden på skinnerne er op mod 800 km i timen. De første tog på dette net skulle begynde at køre i 2027.

Det er en oplevelse at køre med tog i Japan. Shinkansen kører med mellem 6 og 18 vogne. Dertil har hvert tog et nummer og et navn, fx Sakura 540. På informationsskiltene oplyses mange vogne hver enkelt tog kører med. På selve perronen er der trykt ikoner, hvor du kan se præcist, hvor din vogn holder, fx ”6 vogne – vogn 5” eller ”12 vogne – vogn 3”. Og toget holder inden for få cm af markeringen. Så når man har fået øje på systemet, er det supernemt. Japanerne har generelt en fantastisk køkultur, og det gælder også på togstationerne. Man stiller sig pænt i kø ud for det relevante ikon på perronen, og når alle, der skal af, er kommet ud, går man stille og roligt ombord i toget i den rækkefølge, man er ankommet i – ikke noget med at mase foran eller udenom!

Togene kører meget præcist overalt i Japan, og hvis der er forsinkelser på mere end et par minutter, bliver det omtalt i de nationale nyheder på TV og radio.

Ved ankomst til Kyoto bliver du mødt af en ankomstguide, som leder dig til hotellet. Efter tjek ind er dagen til fri disposition.

Kyoto er en helt vidunderlig by med en rig historie. Byen var gennem mange hundrede år Japans hovedstad og har haft stor indflydelse på landets kultur. Gennem tiden som hovedstad blev der bygget mange tusinde helligdomme og pragtvillaer. Af dem er ca. 2000 templer, helligdomme og kejserlige bygninger bevaret. I dag er 17 bygninger udpeget som UNESCO verdensarv. Kyoto mistede i 1868 sin status som Japans hovedstad og mistede indflydelse og sank nærmest i glemsel, og der var ikke den store udvikling i bybilledet. Kyoto blev som den eneste japanske storby skånet for bombeangreb under 2. verdenskrig, og enestående kulturskatte blev bevaret. Desværre har bystyret ikke vist byen samme respekt, så de smukke kvarterer af sammenhængende træhuse brydes af moderne bygninger. Men heldigvis har der været respekt for de tusinder af gamle templer, helligdomme og smukke haver. Mange steder i byen føler man sig hensat til en anden tidsalder, hvor skønhed og æstetik var i højsædet. Kyoto har i dag 17 steder udpeget som UNESCO verdensarv. I Kyoto er den japanske kulturarv også spillevende, og fx geishakvartererne med skoler og tehuse eksisterer ikke for turisternes skyld. Rigtig mange især unge japanere kommer til byen for at hylde de traditionelle dyder og klæder sig derfor i kimonoer, som de har på mens de vandrer i byens gader eller besøger helligdomme og andre seværdigheder. Byen har en overskuelig størrelse, og det er nemt at finde rundt. Med 1,5 mio. indbyggere er Kyoto også en af Japans ”mindre byer”!

Du bor 4 nætter i Kyoto.

Morgenmad er inkluderet i dag.

 

Dag 6: Sightseeing i Kyoto til Guldpavillonen, Nijo Borgen, Heian Helligdommen og Kiyomizudera Templet, til fods og med metro

Dagens sightseeingtur foregår med metro og til fods. Og den bliver en opvisning i UNESCO verdensarv. Guiden møder dig på hotellet, og første besøg gælder den berømte Guldpavillon, Kinkakuji, der ligger i byens nordlige del. Pavillonen blev oprindeligt opført under Shogun Ashikaga Yoshimitsu (1358-1408), men blev nedbrændt af en sindsforvirret munk i 1955. Der blev hurtigt genopført en tro kopi af den oprindelige bygning, som blev forgyldt med 100.000 stykker 22-karat bladguld. Dens spejlbillede i Kyokochidammen (Spejldammen) er et betagende syn. Haveanlægget omkring pavillonen er et stykke kunst i sig selv. Når man går rundt i haven, føler man hurtigt roen indfinde sig. Guldpavillon er på UNESCOS liste over verdenarv.

Det samme gælder Nijo Borgen, som guiden nu leder dig videre til.  Borgen med sine fornemme haver, gamle træbygninger, voldgrav og imponerende ydermure er et af Kyotos højdepunkter. I kejsertidens Japan var Shogunen den militære øverstkommanderende. I længere perioder af landets historie var han også den mest magtfulde mand i landet. Kejserens rolle var mere tilbagetrukket og af symbolsk karakter. Men for at have en solid magtbase nær kejserhoffet lod Tokugawa-shogun-slægten Nijo-borgen opføre i 1603. Borgen, der er en af Japans bedst bevarede, er af høj kvalitet. De bedste håndværkere byggede borgens mange afdelinger, og datidens bedste kunstnere udsmykkede den. En helt speciel konstruktion er ”nattergalegulvet”, der blev lagt, så det knirker, når man træder på det. Så kunne eventuelle snigmordere ikke nærme sig uden at blive hørt. Træskærerarbejdet og de mange malerier, der smykker vægge og lofter, er originale.

Efter besøget i borgen er gælder det Heian Helligdommen, der blev bygget i 1895 for at markere og fejre Kyoto 1100 års jubilæum. Det er et mageløst helligdomskompleks med en kæmpestor, traditionelt rødmalet toriport som indgang. De smukke træbygninger med cinnoberrøde søjler og glaserede grønne tegltage er omkranset af japanske kirsebærtræer. Derfor er helligdommen særligt i kirsebærtræernes blomstringstid særlig populær med tusindvis af japanere, der beundrer de lyserøde blomster.

Dagens sidste seværdighed er Kiyomizudera Templet, der også er UNESCO verdensarv. Du går ad små smalle stræder med gamle træhuse op til Kiyomizu, der ligger i den østlige del af byen oppe i på en bjergside. Templet hedder oversat Det Klare Vands Tempel. Den imponerende og smukke tempelbygning er 3 etager høj, bygget i træ og tappet sammen - opført helt uden brug af søm eller nagler. Templet har en stor terrasse, hvorfra der er en formidabel udsigt over Kyoto. Det er et umådeligt populært sted at se solnedgangen fra, og udsigten får en ekstra dimension i efteråret, når bjergsidens løvtræer får smukke røde og gule efterårsfarver. Bag templet ligger Jishu helligdommen, hvor kærligheds- og ægteskabsguden residerer. Derfor valfarter mange unge japanere hertil for at bede om held i kærlighed og et godt ægteskab.

Du er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen.

Du overnatter i Kyoto.

Morgenmad er inkluderet i dag.

 

Dag 7: På egen hånd i Kyoto. Tilkøbsudflugter til Fushimi Inari eller Nara

Dagen er til fri disposition, eller du kan deltage en tilkøbsudflugt.

Kyoto har så meget at byde på, at kunsten i virkeligheden er at begrænse sig.

Du kan vandre ad Filosofstien gennem den nordlige del af Higashiyama distriktet. Filosofstien bugter sig langs en kanal, der er plantet til med hundredvis af japanske kirsebærtræer. I blomstringssæsonen, Sakura, er særdeles populært sted. I det smukke Higashiyama kan du opleve en traditionel teceremoni i et traditionelt japansk træhus med tynde vægge og skydedøre, nogle steder lavet af en form for pergament. Du sidder direkte på gulvet foran en kvinde klædt i den smukkeste kimono. Du kan besøge Yasaka helligdommen, der blev grundlagt for mere end 1300 år siden, og forbinder Higashiyama distriktet med geishadistriktet Gion. Mens du går rundt skal du være opmærksom på, at når gardinerne er rullet ned foran en butiksdør, ja så betyder det, at butikken er åben!!

Du overnatter i Kyoto.

Morgenmad er inkluderet i dag.

 

Tilkøbsudflugt

Halvdagscykeltur til Fushimi Inari og Sanjusangen-do Templet

På denne guidede tur cykler du gennem Kyotos gader og stræder og besøger undervejs nogle lidt oversete perler blandt alle Kyotos højdepunkter.

Du besøger først Sanjusangen-do templet, der rummer en unik samling på 1001 træ Buddha-statuer fra 1200-tallet. De står i en enorm tempelbygning, der ligeledes kan dateres tilbage til samme tid. I centrum står en 1000-armet statue af Barmhjertighedens Buddha, et mesterværk udskåret af den berømte træskærer Tankei i 1254. Hvert år afholdes der efter gammel tradition en bueskydnings-konkurrence langs templets langside. Her afskød i 1686 en deltager ikke mindre end 8000 pile i træk mod målskiven!

Herefter cykler du til til helligdommen Fushimi Inari Taisha, der opnåede international berømmelse ifm. filmen ”Mit liv som geisha”. Helligdommen er hovedtempel for ca. 40.000 mindre templer over hele Japan viet til den japanske ræve-gudinde. Overalt ser du stenfigurer af ræve og stierne ved helligdommen er flankeret af ikoniske orangerøde toriporte. Portene er skænket af mange forskellige personer, og giverens navn er skrevet med sorte tegn på porten. Der hviler en helt særlig stemning over stedet, hvor der i alt er op mod 10.000 af de orangerøde porte.

Du starter fra Kyotos stationsterminal og varer 3½ time. Du cykler 14 km i nemt terræn.

 

Tilkøbsudflugt

Halvdagstur til Nara

På denne guidede tur kører du med toget til den 1300 år gamle by Nara, der ligger en halv times kørsel væk. Nara er en af de japanske byer med flest bevarede og beskyttede kulturminder og med hele 8 steder optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv. De fleste steder ligger samlet i det smukke grønne område Nara Park. Du skal besøge Todai Ji-templet, der er hjem for en af verdens største Buddha-figurer og Japans største. Buddhafiguren står i en bygning, der hævdes at være verdens største træbygning.

I Nara Park græsser rådyr fredeligt mellem træerne, og nogle af rådyrene er næsten tamme og så vant til mennesker, at de tikker føde, hvilket er helt usædvanligt.

Du besøger den smukke Kasuga-Yama-skov og videre til Kasuga-taisha-templet, der især er kendt for sine omkring 3000 traditionelle stenlanterner, inden turen går tilbage til Kyoto

Du er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen.

 

Dag 8: På egen hånd i Kyoto. Tilkøbsudflugt til Hiroshima

Dagen er til fri disposition eller du kan deltage på tilkøbsudflugten til Hiroshima.

Kyoto er over hele Japan kendt som et kulinarisk smørhul. Derfor er der et væld af rigtig gode restauranter og spændende madmarkeder, fx Nishiki. Du kan gå på kulinarisk opdagelse på madmarkedet og prøve nogle af specialiteterne her fra Kyoto. Der er masser af små madboder rundt i byen ved helligdommene men også på madmarkedet. Prøv bl.a. Takoyaki er japansk streetfood, der mest af alt ligner æbleskiver. Der er dog ikke æbler i, men indbagte blæksprutter, der kan steges på en æbleskivepande. Du kunne også prøve at tage på kokkeskole.

Du overnatter i Kyoto.

Morgenmad er inkluderet i dag.

 

Tilkøbsudflugt

Heldagstur til Hiroshima og sejltur til tempeløen Miya-jima

Hiroshima har rejst sig fra asken efter den forfærdelige begivenhed d. 6. august 1945, hvor verdens første atombombe blev sprængt for at tvinge japanerne til at overgive sig efter 2. verdenskrig. Først tager du med båd til øen Miya-jima. Miya-jima – eller Itsuku-shima, som den førhen kaldtes – har været et helligt sted for japanerne, siden det første tempel blev opført her for over 1500 år siden. Itsukushima-jinja-templet er en af øens største attraktioner, og den enorme røde torii-port, som står i en lavvandet bugt og synes at flyde, når det er højvande, er et af de mest fotograferede motiver i Japan. Øens lille by har en afslappet atmosfære, og spredt rundt på øen findes mange små templer og helligdomme, som er et besøg værd.

Om eftermiddagen gølder det Fredsmuseet og Fredsparken, hvor man mindes den tragiske begivenhed i 1945 og forklarer, hvad der hændte. Den kuppelformede bygning var den eneste, der delvis modstod bomben, og resterne af den blev af UNESCO udnævnt som verdensarv i 1996. Fra kuplen vandrer du ind i Heiwa-ko-en (Fredsparken), som er overstrøet med mindesmærker, heriblandt Børnenes Fredsmindesmærke, der var inspireret af et barns ønske om at folde tusind papirtraner, inden hun døde af leukæmi. Desværre fik hun ikke sit ønske opfyldt, men hendes klassekammerater foldede de resterende, og det var startskuddet til en landsomfattende kampagne. Snore med papirtraner er den dag i dag ophængt på mindesmærket, og nye føjes regelmæssigt til. På museet forklarer udstillingen, hvad nuklear krigsførelse er, og her gives tillige en mere detaljeret beskrivelse af begivenheden d. 6. august 1945.

Sidst på eftermiddagen tager du igen med Shinkansen tilbage til Kyoto.

På turen benyttes forskellige offentlige transportmidler som Shinkansen, metro, lokal tog og båd. Du skal også regne med at gå meget.

 

Dag 9: Hjemrejse

Dagen er til fri disposition indtil transfer til lufthavnen i Osaka. Du flyver hjem til Danmark fra Osaka. Der er er flyskifte undervejs. Du lander i Danmark sidst på dagen efter en fantastisk ferie med masser af oplevelser i bagagen.

Morgenmad er inkluderet på hotellet, og der er forplejning på flyet.

Priser på udflugterne er
Dag 3: Heldagstur til Fuji Bjerget kr. 995
Dag 6: Halvdags cykeltur til fushimi Inari kr. 775
Dag 6: Halvdagstur til Nara kr. 595
Dag 7:  Heldagstur til Hiroshima kr. 2995
Indkvartering i Japan

Villa Fontaine Tamachi

Tokyo-Tamachi

Det 3-stjernede Villa Fontaine Tamachi ligger ca. 10 minutters gang fra både togstation og metrostation.

Hoteller ligger i en høj bygning, som bl.a. også huser en række kontorer – hotellet råder over 4 etager. Der er butikker og restauranter lige udenfor døren.

Alle 173 værelser har køleskab, aircondition og TV. Værelserne er små, men behageligt indrettet i afslappende stil.

Badeværelset er et klassisk præfabrikeret badeværelse med toilet, håndvask, bruser i badekarret, hårtørrer og toiletartikler.

Der er morgenmadsrestaurant på hotellet, gratis wifi og betalingsvaskeri.

 

Hotel Vista Premio Kyoto

Kyoto

Det 3-stjernede Hotel Vista Premio Kyoto ligger lige på den anden side af floden fra geisha-kvarteret Gion. Der er 5 minutters gang til Shiyakusho-mae Station og Kamogawa-floden.

Hotellet er 6 etager højt og har 84 værelser. Hotellet har restaurant Itsushima med japanske retter, og restaurant Roccaccio med italienske retter. Vista Premio Hotel ligger omgivet af butikker og restauranter, og der er kun 10 minutters gang til det berømte Nishiki madmarked.  

Værelserne er moderne indrettet med traditionelle islæt, fx er der vinduesskærme i papir. Værelserne har aircondition, luftrenser/-fugter, køleskab, 32" fladskærms-tv og gratis WiFi

Hotellet tilbyder også tøjvask og -rens, den døgnåbne reception tilbyder bagageopbevaring. Der kan købes drikkevarer fra salgsautomater.

Bestil rejse

1 person. Enkeltværelse - pris pr. person

UgeAnkomstdatoHjemrejsedatoVarighedPris 
4211-10-201819-10-20188 nætter19.048,- DKKUdsolgt
1321-03-201929-03-20198 nætter20.348,- DKKBESTIL
1718-04-201926-04-20198 nætter20.348,- DKKBESTIL
2223-05-201931-05-20198 nætter20.498,- DKKBESTIL
UgeAnkomstdatoVarighed
(nætter)
Pris 
4211-10-2018819.048,- DKKUdsolgt
1321-03-2019820.348,- DKKBESTIL
1718-04-2019820.348,- DKKBESTIL
2223-05-2019820.498,- DKKBESTIL

2 personer. Dobbeltværelse - pris pr. person

UgeAnkomstdatoHjemrejsedatoVarighedPris 
4211-10-201819-10-20188 nætter15.598,- DKKUdsolgt
1321-03-201929-03-20198 nætter16.798,- DKKBESTIL
1718-04-201926-04-20198 nætter16.798,- DKKBESTIL
2223-05-201931-05-20198 nætter16.998,- DKKBESTIL
UgeAnkomstdatoVarighed
(nætter)
Pris 
4211-10-2018815.598,- DKKUdsolgt
1321-03-2019816.798,- DKKBESTIL
1718-04-2019816.798,- DKKBESTIL
2223-05-2019816.998,- DKKBESTIL
Praktiske Informationer

Prisen inkluderer:

  • Flyrejse fra Danmark til Tokyo og hjem fra Osaka
  • Ankomstguide i lufthavnen i Tokyo
  • Togbillet med Shinkansen fra Tokyo to Kyoto
  • Ankomstguide på Banegården i Kyoto                       
  • Lokale engelsktalende guider
  • 7 nætter på 3-stjernede hoteller
  • 7 x morgenmad
  • Alle transporter, udflugter, entréudgifter i henhold til program
  • Lokale engelsktalende guider
  • Alle skatter og afgifter

 

Prisen inkluderer ikke:

  • Drikkevarer
  • Rejseforsikring
  • Afbestillingsforsikring

Vælg afrejse fra:

København

Billund   + 500 kr

Aalborg  + 500 kr.

 

FORLÆNGELSE / ÆNDRINGER:

Rejsen sælges som en hel “pakke” og ved ændringer, vil der ikke være mulighed for refundering af de dele af pakken, der ikke benyttes.

Forlængelse skal bestilles samtidig med rejsen. Hvis forlængelse bestilles senere end rejsen, vil der oftest være (store) tillæg på flybilletten.

 

FORBEHOLD & ÆNDRINGER:

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Ruby Rejser og vores lokale samarbejdspartner tilstræber altid at afvikle rejsen i nøje henhold til programmet. Det kan af hensyn til pludseligt opstående udfordringer som en ændret åbningstid, et forsinket fly, lokale vejrforhold eller andre praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre et dagsprogram eller en rute i en anden rækkefølge end beskrevet. Vi gør opmærksom på, at rejsen er underlagt lokale forhold, hvor både naturkræfter og levevis er anderledes end på vore breddegrader.

 

HOTELLER OG ØVRIG INDKVARTERING:

På rejsen bor du på gode 3-stjernede hoteller, som er valgt i samarbejde med vores agent.

Generelt er hotelværelser i Japan meget små. Dobbeltværelser har normalt to enkeltsenge. Hvis det er vigtigt at sove i dobbeltseng, skal det oplyses ved bestilling af rejsen. På alle hotelværelser er der slippers til dig, man tager skoene af og bruger slippers på værelset. Desuden er der på sengen er lagt en natskjorte frem – det er dog onesize. Der er meget lidt plads til bagage. På alle 3-stjernede og mange 4-stjernede hoteller er badeværelserne små, standardiserede, præfabrikerede plastikrum, der stort set er ens fra hotel til hotel. Der er hårtørrer på badeværelset, og typisk også en pakke med engangs-toiletsager samt sæbe og shampoo. Overalt i Japen er det normalt med varme i toiletsædet (og man kan desuden aktivere et elektronisk rense/skylle program, hvis man har lyst til at prøve det).

Et roikan er et japansk gæstehus, og de findes i alle prisklasser. Værelserne er japansk indrettet med tynde papirvægge og klassiske skydedøre. Værelserne har typisk en futon som seng, og den ryddes af vejen om dagen. Hvis opholdet inkluderer pension, serveres maden typisk i værelset på små serveringsbakker på ben og du sidder på gulvet i klassisk japansk stil.

 

ONSEN:

Et onsenbad er et bad i naturlige varme kilder. At bade i et onsen-bad rækker mange hundrede år tilbage i den japanske historie. Man bader helt nøgen i et onsen-bad, og der er faste regler for, hvordan man gør. Helt frem den vestlige turismes indtog for ikke så mange år siden var alle bade fælles. I dag er de fleste bade kønsopdelte, men du oplever alligevel en unik del af den japanske kultur. Onsen findes både som offentlige og private bade, mens fælles for dem alle er, at de får deres vand fra varme kilder, og det opfattes som sundt og helsebringende at bade i det mineralrige vand.

Hvis du har tatoveringer, kan du blive nægtet adgang til et onsenbad, eller du kan blive bedt om at dække dem til med fx plaster. Der skyldes, at tatoveringer forbindes med det kriminelle japanske miljø.

 

VEJRET:

I Japan er der 4 årstider. Japanerne er stolte over at have 4 årstider, og et forbavsende antal af dem er overbeviste om, at det er et særligt japansk fænomen.

Foråret strækker sig fra marts til og med maj, og det er den bedste tid at besøge Japan. Det er varmt uden at være stegende hedt, og der er begrænset nedbør. I 3 uger i marts og april blomstrer kirsebærtræerne, denne særlige sæson kaldet Sakura, Det er årets højdepunkt og forbundet med stor festivitas for japanerne. Det er samtidig en kæmpeoplevelse at se både kirsebærtræerne i blomst men også at se, hvor meget denne særlige tid betyder for japanerne. Det er dog absolut dyreste tidspunkt at rejse på.

Sommeren strækker sig fra juni til og med august. Juni bringer regn og i juli og august bliver det meget varmt og ret fugtigt. Dagtemperaturer på 30-35° er ikke usædvanlige.

Efteråret strækker sig fra september til november. Det er et rigtig godt tidspunkt at besøge Japan. Temperaturerne er behagelige men stadig varme langt hen, og fugtigheden falder meget. Ahorntræernes efterårsfarver træder frem og giver landskab og haver en helt anden karakter. Det er meget smukt. Det sydlige Japan kan blive ramt af orkan, eller tyfon som de kaldes her.

Vinter strækker sig fra december til februar, og de japanske alper og øen Hokkaido får masser af sne og frost. Byerne i lavlandet ud mod Stillehavet, Tokyo, Kyoto, Hiroshima og Osaka, får sjældent sne og frost. Det kan være koldt indendøre i gamle bygninger, da der ikke er installeret centralvarme.

Gå til toppen af siden