INTRODUKTIONBILLEDERDAGSPROGRAMPRISERPRAKTISKE INFORMATIONERREJSEFORESPØRGSELUdskriv

Sommereventyr i Sri Lanka

Kulturel rundrejse blandt nationalparker og UNESCO-arv

Tag med på en eventyrrejse gennem Sri Lanka fra vest mod nordøst, og oplev landets største højdepunkter; lige fra tusindårige helligdomme til fantastiske nationalparker med enestående dyreliv.

In stock
Travel Code
KU-020
Det kan du glæde dig til

På denne eventyrlige rundrejse oplever du alle Sri Lankas største højdepunkter fra imponerende tusindårige helligdomme til fantastiske nationalparker med enestående dyreliv. Sri Lanka er et overflødighedshorn af farver: grøn tropisk jungle, lyslilla lotusblomster, knaldgule mangoer, gyldne sandstrande og smukke sarier i alle regnbuens farver. Og så er der masser af UNESCO-verdensarv.

Oplevelserne starter i hovedstaden, Colombo, og fortsætter til Galle, der er UNESCO-verdensarv, og hvor du skal overnatte i den gamle bydel. Herfra fortsætter du til Udawalawa Nationalpark med elefanterne og det øvrige mangfoldige dyreliv, og hvor en fantastisk overnatning i luksus-safaritelt venter - et særligt højdepunkt på rejsen. Herfra går turen videre op i det kølige højland, hvor du starter i byen Nuwara Eliya, der er centrum for teplantagerne. Byen kendes også som "lille England". Fra Nuwara Eliya venter en scenisk meget smuk togtur forbi hundredvis af teplantager og gennem de disede bjerge til Kandy, der er hovedbyen i højlandet. Her skal du besøge aftenceremonien i Tandens Tempel, der også er UNESCO-verdenarv. Fra Kandy går turen til den ”kulturelle trekant” med Løveklippen i Sigiriya og grottetemplerne i Dambulla og med ruinbyen Polonnaruwa som et muligt tilvalg. Alle tre steder er UNESCO-verdensarv. Efter alle disse fantastiske oplevelser venter nogle afslappende dage ved stranden i Trincomalee, hvor du har mulighed for at tage på en forrygende hvalsafari! 

Rejseplan

Dag

By

Overnatning

Nætter

Transport til næste destination

01 – 02

København

Natfly

-

Natfly til Colombo

02 – 03

Colombo

Fairway Colombo

1

Bil/minibus til Galle

03 – 04

Galle

Yara Galle Fort H.H.

1

Bil/minibus til Udawalawa

04 – 05

Udawalawa

Athgira River Camp

1

Bil/minibus til Nuwara Eliya

05 – 06

Nuwara Eliya

Windsor Hotel

1

Bil/minibus og tog til Kandy

06 – 08

Kandy

Thilanka Hotel

2

Bil/minibus til Dambulla

08 – 11

Dambulla

Sigiarana Resort

3

Bil/minibus til Trincomalee

11 – 14

Trincomalee

Trinco Blu by Cinnamon

3

Bil/minibus til lufthavnen

14-15

København

Natfly

-

Natfly

Dagsprogram

Dag 1. Afrejse fra Danmark til Sri Lanka

Afrejse fra valgte lufthavn Sri Lankas hovedstad Colombo. Der er flyskifte undervejs.

 

Dag 2. Ankomst i Sri Lanka. Sightseeing i Colombo

Du lander i lufthavnen i Colombo og går gennem immigration og told. I ankomstområdet venter guiden på dig, og du bliver kørt til hotellet. Colombo er Sri Lankas største by og landets økonomiske kraftcenter. Colombo var allerede for 2000 år siden en kendt anløbshavn for arabiske og indiske handelsskibe på ruten mellem øst og vest. Byen er en blanding af moderne bygninger og lommer af bygninger fra den engelske kolonitid.

I eftermiddag er der guidet sightseeing i Colombo. På turen besøger du det historiske og travle finansdistrikt Fort. Fortet, der navngav bydelen, findes ikke mere. Men der er masser af gamle bygninger blandt alt det nye, og her i Fort ligger næsten helt symbolsk den gamle parlamentsbygning overfor det nye World Trade Center Colombo. Det er også i Fort præsidenten har sin bolig, ligesom Colombos børs ligger her. Fort ligger ved den sydlige del af havnen, og lidt længere mod syd ligger Galle Face Green, der er en stor, aflang græsplæne, som ligger mellem den befærdede Galle Road og kysten. Galle Face har været brugt til hestevæddeløb og som golfbane, men er i dag en park, hvor sri lankanerne høj som lave nyder at bruge deres fridage. Her findes også de bedste gadekøkkener og der er liv og glade dage.Herefter fortsætter turen til et af Colombos ældste kvarterer, Pettah, som er et multietnisk område med både  moskeer, kirker, hinduistiske og buddhistiske templer. Det er også her du finder de spændende lokale markeder med alt fra madvarer til sarier.Du er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen. Hvis du vil runde din første dag på Sri Lanka af med en kulinarisk oplevelse, kan vi anbefale at spise på ”Ministry of Crab”, en restaurant indrettet i den fredede bygning ”Dutch Hospital” og hvis speciale er krabber, der ikke fås friskere og lækrere end her.
Du overnatter en nat i Colombo.  

 

Dag 3. Fra Colombo til Galle. Sightseeing i Galle

Efter morgenmaden går turen til perlen på sydkysten, byen Galle, der består af en ny og en gammel bydel. Den gamle bydel er verdenskendt for smukke gamle fort, der blev bygget af portugiserne i 1619. Galle har inden for murene fået lov at udvikle sig over årene og ikke henligge som en ruin, og derfor kan man opleve historien i nutiden.   Voldene er vedligeholdt og byen har foruden fortet fx buddhistklostre samt flere velbevarede seværdigheder fra de tre kolonimagters tid. Heriblandt kan tælles det gamle posthus, en mere end 350 år gammel hollandsk kirke samt charmerende kolonitidsbygninger. Fortet i Galle blev i 1988 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Desuden er Galle kendt for håndlavede blonder og ædelstenspolering. Tidligere var byen også kendt for fine elfenbensskærerarbejder.Du får en rundvisning i gader og gyder og langs voldene og afslutter dagen med at se solnedgangen fra voldene.
Hvis du har lyst til en særlig oplevelse, kan det anbefales at tage til luksushotellet Amangalla, der er indrettet i en smuk 1700-tals bygning. Gå i baren, bestil en cocktail eller en kop af den berømte Ceylon te, og nyd den mens du kigger ud over byens tage og havet i baggrunden.Du overnatter 1 nat i Galle, selvfølgelig inden for voldene i den gamle bydel. I dag er der morgenmad inkluderet.

 

Dag 4. Galle – Udawalawe. Safari i Udawalawe Nationalpark

Du bliver kørt fra Galle til Udawalawe Nationalpark, der ligger tæt på Yala Nationalpark og Lunugamvehera Nationalpark, der blev oprettet som nationalpark i 1995 for at skabe uhindret forbindelse mellem Udawalawe Nationalpark og Yala Nationalpark for især elefanterne. Udawalawe Nationalpark er en af Sri Lankas mest populære nationalparker, som rummer et vigtigt vådområde og er hjemsted for mange fuglearter. Ud over elefanter og de mange fugle kan du opleve vild vandbøffel, asiatisk fiskekat, læbebjørn, vildsvin og hjortevildt. Den ca. 300 km² store nationalpark har et forbløffende dyreliv, og flokkene af vilde elefanter er mere talrige her end noget andet s. Er du heldig, kan du fange et glimt af aber, leopard, plettet rådyr eller krokodiller. Dette er en ægte safarioplevelse og du vil elske spændingen, når du støder på en flok vilde elefanter – det kan ikke sammenlignes med en zoo eller dyrepark. Efter en spændende jeepsafari i denne park med det rige dyreliv, venter i aften en helt særlig overnatning, nemlig teltcampen Athgira River Camp, hvor du skal overnatte i rustikt luksustelt men i rigtige senge med myggenet over, og med eget bad og toilet og egen veranda, hvor du kan nyde en drink efter dagens safarioplevelser. Over hvert telt er der bygget et kølende stråtag. Teltlejren ligger tæt på floden Walawe og nationalparken, så du kan opleve at hjortevildt, fugle og elefanter kommer helt tæt på din veranda.
Du overnatter en nat i teltlejren i Udawalawa. Morgenmad og middag er inkluderet i dag.

 

Dag 5. Besøg på elefantbørnehjemmet. Udawalawe – Nuwara Eliya. Teplantage og tefabrik

I kort afstand fra nationalparken ligger The Udawalawa Elephant Transit Home, som er et elefantbørnehjem.  Hjemmet blev etableret i 1995 og drives af den srilankanske regerings naturbevaringskontor. Det giver husly til ca. 30 forældreløse eller forladte babyelefanter, der plejes til de er stærke nok til at klare sig selv i naturen. De bliver passet af professionelle dyrepassere, som fx fodrer de mindste unger med sutteflasker, og sørger for at ungerne lærer at passe deres hud, som de gør i naturen. Arbejdet sigter nemlig på, at ungerne skal sættes ud i fri natur, når de bliver store nok til det. Derfor er der ingen interageren mellem elefanter og publikum, og du kan derfor kun se elefanterne fra en observationsplatform ca. 10 meter væk. Du vil sikkert også opleve ungerne muntre sig i et vandhul, hvor de mindste lærer af de største.

Efter dette besøg går turen fra lavlandet gennem billedskønne landskaber op gennem højlandet til Nuwara Eliya, der ligger i hjertet af Sri Lankas teplantager. Nuwara Eliya blev grundlagt af briterne, da de anlagde teplantagerne og grundlagde den berømte Ceylon te. Byen er anlagt i typisk engelske stil med huse i bindingsværk og rosenhaver omkring. Byen ligger i over 1800 meters højde og er omgivet af bjerge og er med en gennemsnitstemperatur på ca. 20 grader perfekt til teproduktion. I dag er byen et eftertragtet feriested og en stor del af de gamle engelske kolonibygninger er omhyggeligt bevaret.Undervejs besøger du en teplantage. I plantagerne bliver teen stadig plukket med hånd og typisk af kvinder, der bærer kurvene med te i stropper, der hviler på hovedet. Kvinderne er klædt i farvestrålende hverdagssarier og viser dig smilende, hvordan de plukker bladene til en af verdens mest yndede drikke.
Du bor en nat i Nuwara Eliya. Morgenmad er inkluderet i dag. 


Dag 6. Togtur i højlandet. Nuwara Eliya – Kandy

En togtur gennem det srilankanske højland er et højdepunkt på enhver rejse til Sri Lanka. En af de smukkeste strækninger er fra Kandys togstation Peradeniya til Nanu Oya, der ligger kort før Nuwara Eliya. Togturen går op gennem det ubeskriveligt smukke bjerglandskab forbi små og store vandfald, der styrter ned ad klipperne, gennem de omhyggeligt passede teplantager, og med udsigter, der strækker sig langt ud horisonten som et grønt tæppe, og storslåede tågeskove, der er hjemsted for en særegen bjergflora og faunaime. Undervejs vinker mange børn og teplukkere til toget. 

Du bliver kørt fra Nuwara Eliya til Nanu Oya, der er Sri Lankas højest beliggende togstation og hvor togturen starter fra. Togturen frem til Peradeniya tager ca. 3½ time og toget er meget enkelt og gammeldags, men den manglende komfort opvejes absolut af landskabet omkring. Din guide og chauffør møder dig igen i Peradeniya og kører dig til  Kandy, hvor du ankommer midt på eftermiddagen. Du tjekker ind på hotellet og efter et kort hvil fortsætter oplevelserne i selve Kandy, der gennem ca. 300 år var hovedstad i Kandy kongeriget fra omkring år 1500. Skiftende konger forsvarede gennem deres kongedømme mod portugisiske og hollandske angribere, men i 1815 slog briterne kongen og indlemmede Kandy i Ceylon og Det Britiske Imperium. Byen har dog formået at bibeholde sin position som center for singhalesisk kultur og spirituelt pilgrimssted for buddhister. Mange af myterne, traditionerne og folkloren holdes stadig nidkært i live af regionens venlige folkefærd. Kandy er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Sidst på dagen skal du opleve et af Sri Lankas helligste steder, Tandens Tempel, som er opkaldt efter et relikvie, nemlig en af Buddhas tænder. Myten fortæller, at tanden blev smuglet til Sri Lanka i det 4. århundrede i en prinsesses hår og bragt til Anuradhapura. Af frygt for indiske plyndringstogter bragte de singhalesiske konger tanden til Kandy for at få den opbevaret i sikkerhed. Tandens Tempel er et stort tempelkompleks, og der bor mange munke her. Det er et smukt og meget rigt udsmykket tempel, og ved indgangen i det centrale tempel, ser du bl.a. en række imponerende elefantstødtænder. Hver aften udføres højtidelige og farverige ceremonier til ære for relikviet, og buddhister fra ind- og udland kommer her på pilgrimstur for at bede til Buddha foran skrinet med relikviet.  Man skal være klædt tækkeligt på, og hvis bukser eller nederdel er for kort, er du nødt til at tage en sarong omkring dig. Ligeledes skal du efterlade dine sko uden for templet, og du kan enten gå i bare fødder eller i et par sandaler, der bliver stillet til rådighed. Efter dette besøg skal du på pub, The Pub, som blev etableret i kolonitiden i hjertet af byen. I den stemningsfulde pub får du serveret et glas øl. Herefter fortsætter med guiden til et godt gadekøkken, hvos du skal smage den sri lankanske ret ”kottu”.
Du bor de kommende 2 nætter i Kandy. Morgenmad og aftensmad er inkluderet i dag.


Dag 7. Sightseeing i Kandy

Dagens oplevelser starter med et besøg på en tefabrikken Giragama. Inde på tefabrikken ser og hører du om processen, hvor de grønne blade fermenterer og bliver tørret inden eksporten til alverdens lande.Derefter fortsætter du på sightseeing i Kandy, der er både Sri Lankas næststørste by og hovedbyen i det centrale højland. Byen er ret unik på grund af bakkerne, søen og det kølige klima. Byen ligger i 500 meters højde og søen i midten af byen udgør et roligt fikspunkt for husene, der er bygget op ad bakkeskråningerne omkring søen. Bymidten ligger tæt på søen og har adskillige restauranter, butikker og hoteller. Byen er et dejligt sted at gå tur, og ganske nem at finde rundt i eftersom gaderne ligger vinkelret på hinanden med små butikker og skyggefulde steder med udskænkning, markeder og den travle dagligdag helt tæt på. På sightseeingturen besøger du bl.a. basaren og ædelstensmuseet. I Sri Lankas højland findes der et væld af hel- og halvædelsten som fx rubiner, ametyst, månesten og safirer. På museet kan du se et udvalg af smukke ædelsten, der er fundet i højlandet.

Derefter gælder det den botaniske have, Peradeniya Royal Botanical Gardens. Haven blev bygget af den singhalesiske kong Wickramabahu III i det 14. århundrede som en lysthave og blev senere udvidet af briterne. Rolige og omhyggeligt anlagte plæner, pavilloner og drivhuse kombineres med en ekstraordinær variation af tropiske planter. På en slentretur gennem parken med den mange haverum oplever du en fantastisk ro og du ser, at parken er et yndet udflugtsmål for både turister og lokale, der afslappet sidder i skyggen og nyder de grønne omgivelser. Du bliver også kørt en tur til Upper Lake Drive, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen og søen.

I aften rundes dagen rundes af med et danseshow, hvor du oplever de særlige danse, der historisk og kulturelt hører til i Kandy området. Blandt andet vil du opleve mændenes dans for nygifte par, som er en meget smuk opvisning med dragter i hvidt og rødt og påhæftede bjælder i sølv og ledsaget af trommer i forskellige udformninger.
Du overnatter igen iKandy. Morgenmad er inkluderet i dag.

 

Dag 8. Kandy – Dambulla

Endnu en oplevelsesrig venter. I dag bliver du kørt fra Kandy til Dambulla. Første stop på turen er et besøg i ”Krydderihaven” i Matale. Her kan du lære om alle de spændende tropiske krydderier, som dyrkes og eksporteres fra Sri Lanka – alt fra peber og nelliker til kanel og kardemomme.Dernæst venter et besøg ved Matale Aluvihare Rock Temple, der stammer fra den 3. århundrede før vores tidsregning. Her møder du før første gang en dagoba, som er en nærmest klokkeformet religiøs bygning, som Sri Lanka er berømt for, og hvor de største (som ligger i Anuradhapura) er højere end pyramiderne. Man mener, at Kong Devanampiyatissa byggede dagobaen her og plantede samtidig et helligt træ, og disse to ting menes at markere buddhismens indtog i Sri Lanka. Endvidere mener man at klippetemplet her var det første sted, hvor hele den buddhistiske lære blev nedskrevet på papir af tørrede palmeblade. Der er også en række klostergrotter med skønne kalkmalerier.

Dagens sidste besøg gælder Dambulla Grottetempel, som er på UNESCOs verdensarvsliste, og et af de mest imponerende af Sri Lankas templer. Klippen hæver sig ca. 160 meter over landskabet og selve grottetemplet er over 2000 m² med rigt dekorerede vægge, og det huser 150 gyldne statuer. Den største statue er hugget ud i klippen og måler 14 meter. Der er fem separate huler; den største hule kan dateres til mellem 100 og 200 år f.v.t. og den er så smuk, at det tager pusten fra enhver. Vægmalerierne følger klippens form så tæt, at mange tror, den er beklædt med et bemalet klæde. En tur op på toppen af klippen giver dig en fantastisk udsigt over den grønne jungle omkring og du kan i horisonten se Løveklippen i Sigiriya.

Sidst på eftermiddagen når du frem til Dambulla, der ligger i hjertet af den kulturelle trekant, der anses for at være vuggen for Theravada-buddhismen og Sri Lankas rige singhalesiske kultur. Her skal du opholde dig de kommende dage, mens du udforsker denne arkæologiske og historiske højborg i Sri Lanka, og hvorfra du kan opleve yderligere 2 steder, der er på UNESCOs verdensarvsliste. Det er Løveklippen i Sigiriya og ruinbyen Polonnaruwa , som du kan vælge som tilkøbsudflugt.
Du overnatter de kommende 3 nætter i Dambulla. Morgenmad er inkluderet i dag.

 

Dag 9. Sightseeing til Løveklippen i Sigiriya. (Mulighed for tilvalgsudflugt)

Du bliver hentet på hotellet og kørt til et af Sri Lankas absolutte højdepunkter, det imponerende klippefort i Sigiriya, der hedder Løveklippen. Løveklippen rejser sig med næsten lodrette vægge og en næsten flad top knap 200 meter op over det flade landskab omkring. For godt 1500 år siden byggede kong Kashyapa en befæstet by på 70 ha med voldgrav, befæstningsvold og så det geniale palads på toppen af den uindtagelige Løveklippe, der for foden stadig prydes af et par kæmpestore løvefødder. I dag kan man stadig se dele af vandhaveanlægget, der lå mellem befæstningsvolden og klippen. Vandhaven med kunstige vandløb og små springvand var en fantastisk ingeniørbedrift udelukkende baseret på naturens egne kræfter. Dele af den oprindelige adgang til paladset på toppen af Løveklippen eksisterer stadig, og turen til toppen går langs klippekanten på udhuggede stier og mere end 1000 trappetrin. Du passerer bl.a. de meget smukke og ekstremt velbevarede freskoer af De Himmelske Jomfruer, der med rette har opnået verdensberømmelse. Fra toppen af klippen er der en fantastisk udsigt over landskabet, og det står klart, at i tidligere tider ville fjender kun have nærmet sig uopdaget i ly af mørket.

Efter dette besøg bliver du hentet i en klassisk tuk-tuk og kørt til en landsby i nærheden. Her skal du hjælpe med at forberede frokosten hos en lokal familie, som I sammen nyder bagefter. Herefter er resten af dagen til fri disposition. Du kan evt. deltage på tilvalgsudflugten safari i Minneriya Nationalpark.
Du overnatter igen i Dambulla. Morgenmad og frokost er inkluderet i dag.

 

  • Tilvalgsudflugt: Jeepsafari i Minneriya Nationalpark
    Minneriya Nationalpark har et rigt dyreliv og er et af de bedste steder i Sri Lanka at opleve vilde elefanter. Der er elefanter her året rundt, men i tørtiden fra maj til september vandrer elefanter langvejs fra hertil få at nyde godt at det grønne græs og vandet i parkens store sø, Minneriya tank, som faktisk er et reservoir skabt for mange hundrede år siden. Denne migration kaldes for ”The Elephant Gathering” og i den periode kan du opleve flere hundrede elefanter samlet her. Udover elefanter kan du opleve krokodiller, aber, hjorte og en masse forskellige fugle. Der lever også læbebjørne og leoparder her; de er dog meget svære at spotte. Lokalguiden er vant til at lede efter dyrene, og udpeger dem for dig og forklarer om deres levevis.

 

Dag 10. Dagen til fri disposition. (Mulighed for tilvalgsudflugter)

Dagen er til fri disposition. Du kan vælge at slappe af på hotellet og slentre en tur i området. Hvis du har mod på at udforske området lidt på egen hånd, kan du leje en cykel og cykle ud til Dakinigiriya Vihara, som også kaldes Kaludiya Pokuna. Der hviler en magisk stemning over dette sjældent besøgte tempelkompleks, med stupa, monolitiske søjler omkring en bedesal, grotter, klippeinskriptioner og en lille vandgrav og et væld af smukke træer. Efter al sandsynlighed er der kun dig og så måske nogle aber her. Du kan også vælge at tilkøbe en af udflugterne.
Du overnatter i Dambulla. Morgenmad er inkluderet i dag.

 

  • Tilkøbsudflugt: UNESCO verdensarv i ruinbyen Polonnaruwa
    Polonnaruwa er en af de 5 antikke byer i Sri Lanka, og er på UNESCOs verdensarvliste. Byen blev i det 10. århundrede gjort til hovedstad af de sydindiske Chola-konger, efter de havde mistet Anuradhapura. Byen blev generobret i det 11. århundrede af den singhalesiske konge Vijayabahu og blomstrede indtil det 13. århundrede, hvor den endnu engang faldt i hænderne på de sydindiske konger. Fra det 11. til det 13. århundrede blomstrede udviklingen i byen. Der var stor handel og et blomstrende landbrug, der blev hjulpet godt på vej af et veludviklet og sofistikeret vandingssystem. Polonnaruwa ligger nemlig ved bredden af et af de 3 vandreservoirer, der tilsammen danner en umådelig stor sø, Parakrama Samudray eller Parakramas Hav, som er opkaldt efter Sri Lankas mest respekterede konge. Vandreservoiret og søen er den vigtigste del af vandingssystemet og smalle kanaler forbinder søen med Polonnaruwa og landbrugsområderne. Vandingssystemet er stadig i brug.
    Rigdommene blev omsat til rigt dekorerede templer, enorme stupaer, rigt inskriperede stentavler, udhuggede buddhaer og hinduistiske guder og andre figurer. De arkæologiske skatte er særdeles velbevarede, og som gæst i området føler man tydeligt historiens vingesus. Polonnaruwa har nogle af de største stupaer i hele Asien, der ligger spredt mellem de gamle ruiner af den engang så mægtige by.
  • Tilkøbsudflugt: Cykeltur gennem UNESCO verdensarv i Polonnaruwa
    På denne tur cykler du på godkendte stier gennem UNESCO verdensarvsområdet i Polonnaruwa og gennem lokalområder med marker og landsbyer. Fra cykelsadlen vil du opleve den lokale dagligdag og livsstil i landsbyerne. Undervejs gør guiden stop ved et tehus, hvor du får serveret en kop ceylon-te og en lokal lækkerbisken. Ved cykelturens afslutning efter ca. 20 km serveres et lækkert måltid på lokal vis: på et bananblad.
    Du cycler ca. 20 km og ruten er forholdsvis flad. Frokost er inkluderet.
     

Dag 11. Dambulla – Trincomalee

I dag går turen fra den historiske og kulturelle højborg til det azurblå og krystalklare hav ved Trincomalee. Her skal du bo på et lækkert resort.  Der er lagt op til nogle afslappende dage, hvor du kan lade indtrykkene fra rundrejse synke helt ind.

 Du bor de kommende 3 nætter i Trincomalee. Morgenmad og middag er inkluderet i dag.

 

Dag 12 og 13. Badeferie i Trincomalee (mulighed for tilvalgsudflugter)

Dagene er til fri disposition. Slap af ved swimmingpoolen eller på stranden, gå en tur på det lokale marked, eller tag på snorkel- eller dykkertur til det nærliggende koralrev med de mange farvestrålende fisk. Eller forkæl dig selv med en gang massage og et spa-besøg. Du kan også deltage på en tilkøbsudflugt, som er en hvalsafari.
Du overnatter i Trincomalee. Morgenmad og middag er inkluderet

  • Tilkøbsudflugt: Hvalsafari
    På Sri Lanka har du i perioden november til april en enestående mulighed for at opleve havets kæmper, blåhvaler, der måler op til 30 meter og vejer op mod 200 tons. Det er et spektakulært syn, når de kommer op til overfladen og blåser 10 til 12 meter op i luften. De bedste steder for at iagttage hvalerne er netop på en bådtur i de tidlige morgentimer fra sydkysten til Weligama bugten, der for få år siden blev anerkendt som en af de vigtige migrationsruter for blåhvaler. Derfor har Sri Lanka de seneste år udviklet sig til at være ét af de bedste steder i verden til at opleve blåhvaler og kaskelothvaler. Der er naturligvis ingen garanti for at se hvalerne, men chancerne er gode og bedst fra tidligt om morgenen. Hvis heldet også er med, dukker der også delfiner op i nærheden af båden. 

 

  • Tilkøbsudflugt: Snorkletur til Pigion Island Nationalpark

 

Dag 14. Hjemrejse

Din eventyrlige rundrejse til Sri Lankas højdepunkter lakker mod enden. Dagen er til fri disposition indtil transfer fra hotellet. Turen til lufthavnen tager ca. 7 timer. Flyrejse til den valgte lufthavn i Danmark er med flyskifte undervejs.

 

Dag 15. Ankomst til Danmark 
Med kufferten fuld af minder fra en begivenhedsrig rejse til Sri Lanka lander du i valgte lufthavn i Danmark

Indkvartering

På denne rejse bor du gode 3-stjernede hoteller, der er valgt i samarbejde med vores agent. Hotellerne har gode faciliteter, og ligger centralt. Dit værelse har naturligvis eget bad og toilet. Nedenfor kan du læse mere om de enkelte hoteller.

 

  • Camillia Resort & Spa
    Indkvartering i Sigiriya. Det rigtig gode turistklassehotel Camillia Resort & Spa ligger i en stor have med træer og grønne plæner i udkanten af Sigiriya, ca. et kvarters kørsel fra den berømte Løveklippe. Der er ca. en halv times kørsel til Minneriya Nationalpark. Hotellet er et bungalowhotel og har swimmingpool, ayurveda center, spa, restaurant med srilankanske, indiske, kinesiske og europæiske retter, og der er cykeludlejning mod særskilt betaling. Der er gratis wifi. Der er 60 værelser, der er indrettet i hvidt og gråt farvetema tilsat en enkelt farveklat. Værelsernes møbler er i mørke træsorter. Der er balkon og tv med satellitkanaler. Badeværelset har enten badekar eller bruser, og der er hårtørrer og gratis toiletartikler. Der er en gratis flaske vand pr. dag.

  • Queen’s Hotel
    Indkvartering i Kandy. Det skønne turistklasse Queen’s Hotel er indrettet i en historisk bygning i hjertet af Kandy, helt tæt på søen og i meget kort afstand fra Tandens Tempel. Omkring hotellet er der mange butikker og restauranter. Hotellet er en kolonitidsbygning og hotellets stil er tilsvarende. Hotellet har en have med swimmingpool, og der er restauranter og bar på hotellet. Der er gratis wifi i fællesområderne. Hotellet har 80 værelser, der er er indrettet i kolonistil med møbler af mørkt træ og smukke mørke trægulve. Værelserne er udstyret med minibar, kaffe- og tefaciliteter, tv samt gratis toiletartikler.
  • Windsor Hotel
    Indkvartering i Nuwara Eliya.Turistklassehotellet Windsor Hotel er et dejligt familieejet hotel i hjertet af Nuwara Eliya. Hotellet åbnede i 1987 og har 49 værelser. Familien har sat et meget personligt præg på indretning og udsmykning; fx er en del malerier og træskærerarbejder udført af lokale kunstnere. Værelserne har store vinduer, så lyset rigtig kan komme ind. Der er smukke mørke trægulve, og fine lokalt fremstillede møbler, hvoraf nogle er antikke. Hotellet har restaurant, en lille ugenert have, et spil-rum, tv-stue samt gratis wifi i loungen og i restauranten.
  • Oakray Summerhill
    Indkvartering i Nuwaraeliya. Det hyggelige turistklasse hotel OakRay Sumerhill Breeze ligger i bakkerne i nærheden af  Nuwara Eliya. Hotellet har en smuk have med udsigt over landskabet, og i nærheden er der teplantager. Hotellet har 24 hyggeligt indrettede værelser, der har aircondition, tv med satellitkanaler, minibar, hårtørrer og te- og kaffefaciliteter. Værelserne er enkelt indrettet i lyse og gyldne farver og med møbler i mørke lokale træsorter. Hotellet har restaurant og bar.
  • Athgira River Camp
    Indkvartering i Udawalawa.Teltcampen Athgira River Camp er turistklasse hvad stjerner angår, men luksus hvad oplevelse angår. Teltlejren ligger tæt på Rakwana floden og Udawalawa Nationalpark, så du kan opleve at hjortevildt, fugle og elefanter kommer helt tæt på. Teltcampen har 15 rustikke luksustelte med rigtige senge med myggenet over, og hvert telt har eget bad og toilet. Foran hvert telt er der en veranda, hvor du kan nyde en drink efter dagens safarioplevelser og se dyrene komme helt tæt på. Over hvert telt er der bygget et kølende stråtag. Teltcampen har 2 swimmingpools, restaurant og mulighed for at spise under åben himmel. Der er gratis wifi i fællesområderne.
  • Insight Resort
    Indkvartering i Ahangama. Det dejlige turistklasse hotel Insight Resort Ahangama ligger direkte på stranden i Ahangama, der er kendt for de gode surfbølger. Hotellet har swimmingpool, restaurant, bar, spa og wellness center og gratis wifi i fællesområder.Hotellet har også et spil-rum med bordtennis, dart, skak, backgammon og andre spil. Desuden hjælper hotellet med at arrangere yogatimer,  windsurfing og andre vandsportsaktiviteter. Der er 53 værelser er indrettet i lyse og gyldne til okker farver og har store vinduer, der lader lyset strømme ind i. Der er aircondition, tv, sikkerhedsboks, kaffe- og tefaciliteter, hårtørrer og gratis toiletartikler. Endvidere er der dagligt en flaske gratis vand.
  • Kabalana Hotel
    Indkvartering i Ahangama. Det 4-stjernede Kabalana Hotel ligger direkte på stranden i Ahangama, knap 15 km fra Galle. Hotellet har en fin have med terrasse, siddeområder og swimmingpool. Der er restaurant, bar, fitnessrum og spa med behandlinger mod særskilt betaling. Hotellet har 45 værelser, der lige som hotellet i øvrigt er udsmykket i egyptisk tema. Værelserne har siddeområde, tv med satellitkanaler, aircondition, køleskab og gratis wifi. Hårtørrer kan lånes i receptionen. Hotellet har endvidere cykeludlejning.
Bestil
Antal rejsende
Vælg antal af rejsende
Vælg antal af rejsende X
Afrejsedato
Vælg afrejsedato

1 person. Enkeltværelse

UgeStartdatoSlutdatoVarighedPris pr. person 
3525-08-201908-09-201914 nætter19.998,- DKKBESTIL
3815-09-201929-09-201914 nætter17.998,- DKKBESTIL
UgeStartdatoVarighed
( nætter)
Pris pr. person 
3525-08-20191419.998,- DKKBESTIL
3815-09-20191417.998,- DKKBESTIL

2 personer. Dobbeltværelse

UgeStartdatoSlutdatoVarighedPris pr. person 
3525-08-201908-09-201914 nætter16.998,- DKKBESTIL
3815-09-201929-09-201914 nætter14.998,- DKKBESTIL
UgeStartdatoVarighed
( nætter)
Pris pr. person 
3525-08-20191416.998,- DKKBESTIL
3815-09-20191414.998,- DKKBESTIL
Praktiske Informationer

Prisen inkluderer:

  • Flyrejse fra København til Colombo tur/retur
  • 11 overnatninger på gode turistklassehoteller
  • 1 overnatning i luksus safaritelt
  • Togtur fra Nuwara Eliya til Kandy
  • 1 x jeepsafari
  • Tuk-tuk tur
  • Alle transporter, udflugter og entréudgifter i henhold til program
  • Morgenmad alle dage, 1 x frokost og 5 x aftensmad
  • Lokale engelsktalende guider
  • Alle skatter og afgifter

Prisen inkluderer ikke:

  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge
  • Visum til Sri Lanka

 

Forlængelse og ændringer:
Rejsen sælges som en hel “pakke” og ved eventuelle ændringer, vil der ikke være mulighed for refundering af de dele af pakken, der ikke benyttes. Forlængelse skal bestilles samtidig med rejsen. Hvis forlængelse bestilles senere end rejsen, vil der oftest være (store) tillæg på flybilletten.

 

Forbehold og ændringer:
Der tages forbehold for ændringer i programmet. Ruby Rejser og vores lokale samarbejdspartner tilstræber altid at afvikle rejsen i nøje henhold til programmet. Det kan af hensyn til pludseligt opstående udfordringer som en ændret åbningstid, et forsinket fly, lokale vejrforhold eller andre praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre et dagsprogram eller en rute i en anden rækkefølge end beskrevet. Vi gør opmærksom på, at rejsen er underlagt lokale forhold, hvor både naturkræfter og levevis er anderledes end på vore breddegrader.

 

Visum til Sri Lanka:
Som dansk statsborger får du udstedt turistvisum på 30 dage ved indrejse i Sri Lanka. Betingelserne er at: 1) du forudgående har foretaget en ETA-registrering, 2) dit pas skal være gyldigt i 6 måneder udover opholdets varighed, 3) du har en returflybillet og 4) at du har penge nok med dig. Når du har fået ETA, er det gyldigt for indrejse i Sri Lanka i 6 måneder.

Gå til toppen af siden