INTRODUKTIONBILLEDERDAGSPROGRAMPRISERPRAKTISKE INFORMATIONERREJSEFORESPØRGSELUdskriv

Hanoi - Sapa - Halong-bugten - Hué - Hoi An - Pleiku - Buen Ma Thuot - Dalat - Phan Thiet - Saigon - Mekong-deltaet

Store Vietnam

22 dages ultimativ rundrejse til Vietnam

16.998,00 kr
In stock
Travel Code
KU-002
Det kan du glæde dig til

Store Vietnam er den ultimative Vietnam rundrejse med en lang perlerække af seværdigheder, der strækker sig fra det smukke og bjergrige Sapa i nord til det frodige Mekong-delta i syd. Du oplever UNESCO verdensarv, tusindårig vietnamesisk historie og kultur, fransk kolonitid, håndplantede rismarker og hi-tech arkitektur. Turen starter i hovedstaden Hanoi og fortsætter med nattog til Sapa, et af de smukkeste og mest interessante områder i Sydøstasien. Her oplever du den storslåede natur, farverige markeder og minoritetsbefolkningen. Videre til UNESCO verdensarv i Halong-bugten, hvor du på et mini-krydstogt sejler rundt blandt de imponerende kalkstensklipper. Dernæst flyver du til det centrale Vietnam, hvor du oplever Hué og nyder stemningen i den gamle idylliske handelsby Hoi An. Herfra kører du – hvad kun få gør – mod syd gennem det smukke landskab til det afsidesliggende Pleiku med besøg hos den etniske gia rai-befolkning. Her besøger du områder, de færreste oplever. Videre til de store nationalparker og kaffeplantagerne ved Buen Ma Thuot og Dalat i det centrale højland. Fra det ”kølige” højland fortsætter du til strandene ved Phan Thiet. Og som sidste perle på tråden, sætter du kursen mod det sydlige Vietnam med den moderne storby Ho Chi Minh City og ”Vietnams brødkurv”, det frodige Mekong-delta.

Rejseplan

Dag By Overnatning Nætter Transport
1 Danmark Fly til Hanoi, skifte undervejs
2-3 Hanoi Hong Ngoc Dynastie 1 Bus til hotellet
3-4 Hanoi - Lao Cai Nattog 1 Nattog
4-6 Sapa Holiday Sapa 2
6-7 Lao Cai - Hanoi Nattog 1 Nattog, bus til Halong
7-8 Ha Long-bugten Emeraude 1 Junke
8-10 Hué EMM Hué 2 Bus fra Halong til lufthavnen, fly til Hué 
10-12 Hoi An Ancient Hoi An 2
12-13 Pleiku Tre Xanh Hotel 1 Bus
13-14 Buon Ma Thout Dam San Hotel 1 Bus
14-15 Dalat La Sapinette 1 Bus
15-18 Phan Thiet Novela Resort & Spa 3 Bus
18-21 Ho Chi Minh City Bloom Hotel 3 Bus til lufthavnen, fly til Danmark, flyskifte
21-22 Danmark
Dagsprogram

Dag 1:  Afrejse til Vietnam

Fra din valgte lufthavn i Danmark sættes kursen mod Hanoi, hvor du ankommer den efterfølgende dag. Undervejs skifter du fly. Der er denne dag inkluderet fuld forplejning på flyveturen mellem Europa og Asien.

 

Dag 2: Ankomst til Hanoi. Tilkøbsudflugt: Cykeltaxatur i Hanois gamle kvarter

Når indrejseformaliteterne er overstået, bliver du mødt af din guide i ankomsthallen, og du bliver kørt til dit hotel, der ligger central i Hanoi, der er Vietnams hovedstad. Hanoi betyder ”baglandet mellem floderne” og er ligger på hellig jord i den Røde Flods delta i midten af det nordlige Vietnam. Ifølge overleveringen blev byen grundlagt i 1010 under det første Ly-dynasti, hvor den fungerede som hovedstad frem til 1802, da kejserbyen blev flyttet til Hué i det centrale Vietnam. Under franskmændene, som besatte byen i 1882, var Hanoi administrationscentrum for protektoratet Tonkin og 1902-45 for hele Fransk Indokina. Byens atmosfære er helt unik: den er selvfølgelig præget af at have været både kongeby med citadel og administration, senere handelsby med markedsplads og tilhørende håndværkerlav, og endelig franskmændene tilførte en atmosfære af fransk provins med boulevarder, okkerfarvede bygninger i kolonistil, søer og haver, inden Hanoi igen blev hovedstad.  Efter Augustrevolutionen i 1945 udråbte Ho Chi Minh nemlig den selvstændige republik fra Ba Dinh-pladsen midt i byen; byen var hovedstad i Nordvietnam frem til 1976 og er det for det forenede Vietnam siden 1976.

Du overnatter 1 nat i Hanoi.

Der er morgenmad på flyet.

 

Tilkøbstur

Cykeltaxatur i Hanois gamle kvarter

Sæt dig til rette i din cykeltaxa, der bringer rundt på en spændende tur i det gamle kvarter, som kan dateres tilbage til det 13. århundrede. Der refereres ofte til kvarteret som ”de 36 gader” efter de forskellige lav, som etablerede sig separat på hver sin gade. Gaderne stadig bærer navnene efter de oprindelige professioner, og i nogle gader sælges der stadig varer i overensstemmelse med navnet. For eksempel sælges papir stadig på Hang Ma eller ”papirgaden”, og flag og stearinlys i dag sælges på Hang Quant eller ”fanegaden. På turen kommer du også til Hoan Kiem-søen, Hanois hjerte, der ligger midt i byen og er et livgivende åndehul for turister og ikke mindst Hanois ældre borgere.  Rundt om søen er der et bælte af træer og grønne plæner. Der læses, laves gymnastik, snakkes, vandres rundt om søen, fiskes eller bare filosoferes. Søen har to små øer. Den ene med Skildpadde Tårnet, Thap Rua og den anden med Ngoc Son Templet som du besøger. Templet er fra det 18. århundrede og den flotte røde bro, Thu Huc, Den opstående Sol, fører over på øen. Undervejs stopper du også ved en af byens mange hyggelige caféer, hvor du nyder en kop kaffe eller te med friskbagte croissanter.

 

Dag 3: Sightseeing i Hanoi og nattog til Lao Cai

Efter morgenmaden tager du hul på vores heldags byrundtur i den charmerende hovedstads gader. Turen går via den historiske Da Dinh Square. Her og i det omkringliggende område finder man landets vigtigste regeringsbygninger. Videre forbi Ho Chi Minhs imponerende mausoleum, der er opført i marmor og Ho Chi Minhs tidligere hjem, hvor han tilbragte sit sidste årti i spartanske omgivelser. Du ser Præsidentpaladset, som blev bygget af franskmændene i 1906 til Indokinas guvernør og fortsætter til En-søjle Pagoden, der oprindeligt blev bygget i det 11. århundrede, ødelagt af franskmændene i 1954 og senere genopbygget af vietnameserne. Senere besøger du Litteraturtemplet, som blev grundlagt i 1070 og er et udsøgt eksempel på traditionel vietnamesisk arkitektur. Templet blev bygget til ære for den kinesiske filosof Konfutse og i 1076 blev templet indviet som Vietnams første universitet. Om eftermiddagen besøger du det smukke Museum of Ethnology, hvor du får et indblik i Vietnams forskelligartede kultur gennem en enestående udstilling af genstande og tøj fra hverdagslivet.

Sidst på eftermiddagen og først på aftenen er der nogle timer på egen hånd, inden turen går til banegården, hvorfra du skal med nattoget til Lao Cai.

Du overnatter i 4-køjes kupé i nattoget.

I dag er der morgenmad og frokost inkluderet.

 

Dag 4: Lao Cai – Sapa, lokalt marked, etniske minoriteter, landsbybesøg, bjergvandring, risterrasser og frokost i det grønne

Tidligt om morgenen, kl. 06.30, ankommer du til Lao Cai nær grænsen til Kina. Herfra skal du på en naturskøn køretur til bjergstationen Sapa, hvor du kan nyde den smukke udsigt til de grønne risterrasser.  Her ser du også de etniske bjergstammer sort h’mong og rød dao klædt i traditionelle farverige dragter arbejde på markerne og gå langs vejene. Sapa er en smuk, naturskøn og gammel fransk anlagt landsby med mange velbevarede huse. Byen ligger i et område med risterrasser, frodig vegetation og Vietnams højeste bjerg, Fan Si Pan, der rejser sig over landsbyen hyldet ind i et slør af tåge. Byen var oprindeligt hjemsted for den etniske minoritet sort h’mong, og den blev i 1920’erne ”opdaget” af franskmændene, der blev tiltrukket af det kølige og tempererede klima. Franskmændene byggede byen om til en hyggelig bjergstation og efter franskmændenes ankomst og i takt med den stigende turisme er mange af stammefolkene søgt væk fra byen og har slået sig ned i omkringliggende landsbyer. Sapas centrale marked er fortsat samlingssted for Vietnams farvestrålende etniske minoriteter fra de omkringliggende landsbyer, der har bevaret deres særkender og deres kultur. De samles på markedet for at sælge håndværk, smykker, orkideer, svampe og honning, men også for at bevare kontakten til andre stammer, spille spil og måske finde sig en kæreste.

Ved ankomst til hotellet spiser du morgenmad og fortsætter derefter på eventyr. Med guiden kører du til den imponerende Muong Hoa-dal, der huser de største risterrasser i hele Sapa området. Vietnams bedste trekking-område er bjergene omkring Sapa, og det er synd at besøge Sapa uden at tage ud at vandre. Derfor skal du i dag udforske de grønne bjerge omkring Sapa, hvor du skal ud på en forholdsvis anstrengende vandretur, der ikke er eg-  net for gangbesværede og personer i dårlig fysisk form. Vandreturen går gennem det smukke bjergrige landskab fra landsbyen Lao Chai med sort h’mong-minoriteter til Ta Van med giay-minoriteter.

Sort h’mong er kendte for deres smukke tekstiler, som batik er en væsentlig del af. Med introduktion af moderne produktionsmetoder er også h’mongernes batik under pres. I Lao Chai lever traditionen stadig i bedste velgående og du får mulighed for at følge og deltage i fremstillingen, som lokale kvinder står for.

Den medbragte frokost spises i det grønne et sted undervejs. På vejen tilbage til Sapa stopper du ved en katolsk kirke, inden du ankommer tilbage på hotellet.

Du overnatter de kommende 2 nætter i Sapa.

Der er denne dag inkluderet morgenmad og picnic-frokost.  

 

Dag 5: På egen hånd i Sapa. Tilkøbstur: vandretur i O Quy Ho dalen

Dagen er til fri disposition. Der er mulighed for at tilkøbe en vandretursudflugt til O Quy Ho dalen.

I dag er der inkluderet morgenmad.

 

Tilkøbsudflugt

Vandretur i O Quy Ho dalen

Du vandrer i den stille dal O Quy Ho for foden af Vietnams højeste bjerg, Fansipan. Du vandrer frem til landsbyen Sin Chai, der bebos af minoriteten sort h’mong. Undervejs passerer du teplantager, græssende vandbøfler, terrassemarker og arbejdende bønder. På denne vandretur oplever du Sapas fantastiske diversitet på første parket.  

 

Dag 6: Sapa - Lao Cai – Hanoi. Besøg i kulturlandsby, vandretur langs floden, frokost i det grønne og nattog til Hanoi

I dag vandrer du igennem et kuperet terræn med risterrasser til kulturlandsbyen Cat Cat, der ligger to kilometer fra Sapa. Her tager du på en afslappet vandretur gennem den gamle landsby, som giver dig et godt indblik i minoriteten sort h’mongs skikke og levevis.

Du ser et vandfald og et tidligere vandkraftværk, som blev bygget af franskmændene under kolonitiden. Derefter følger du en sti, der snor sig rundt om bjerget i det spektakulære landskab langs en smal flod, til du når landsbyen Y Linh Ho, der er hjemsted for minoriteten sort h’mong. Du slapper af ved floden og nyder de smukke omgivelser, inden du bliver kørt tilbage til hotellet i Sapa og videre til Lao Cai, hvorfra du skal med nattog tilbage til Hanoi.

Overnatning i nattog mellem Lao Cai og Hanoi.

Der er denne dag inkluderet morgenmad og picnic-frokost. 

 

Dag 7: Hanoi - Halongbugten. Minikrydstogt i Halongbugten

Tidligt om morgenen ankommer du til hovedbanegården i Hanoi, hvorefter du bliver kørt til et hotel for at blive frisket lidt op og for at spise morgenmad. Herefter er der afgang mod Halongbugten. Turen går gennem rismarker og små landsbyer i Den Røde Flods Delta frem til Halong-bugten, hvor 3000 kalkstensøer toner frem i den store billedskønne bugt. ”Halong” betyder ”hvor dragen stiger ned i havet”, og en myte fortæller, at bugten blev skabt af en drage, som levede i bjergene. Da den en dag løb mod havet, gravede dens hale jorden op og efterlod kun små områder (kalkstens-øerne) synlige – resten blev fyldt op med vand. Du ankommer til Halong og går ombord på båden. Frokosten bliver serveret, mens du sejler på bugtens smaragdgrønne vand imellem hundredvis af småøer, hvor du kan nyde nogle af bugtens uspolerede små enklaver. Du gør et stop ved Sung Sot-grotten, eller ”Overraskelses-grotten”, der med adskillige smukke kamre overrasker sanserne. Der vil være mulighed for at svømme eller sejle i kajak, eller du kan vælge at slappe af på dækket med en kølig drink, inden middagen serveres.

Du overnatter på et skib i Halongbugten.

Der er denne dag inkluderet morgenmad, frokost og middag. 

 

Dag 8: Sejlads i Halong-bugten, fly til Hué

Til bådens stille vuggen og bølgernes sagte skvulpen vågner du tidligt om morgenen med en mulighed for at deltage i tai chi-lektionen på dækket. Du spiser brunch og sejler tilbage til Halong, hvorefter du kører retur til Hanoi. Undervejs stopper du en af de mindre landsbyer, du passerer og sidst på eftermiddagen er du i lufthavnen. Herfra flyver du til Hué.

Hué ligger i det centrale Vietnam ca. 660 km syd for Hanoi. I 1687 gjorde vietnameserne Hue til deres hovedstad og fortsatte deres udvidelse videre ind i Cham-territoriet. Det forblev hovedstad under Nguyen-dynastiet, som havde 13 kejsere; den sidste regerede indtil 1945. Hué er stadig den intellektuelle hovedstad i Vietnam med sine 12 uddannelsesinstitutioner, og den har bibeholdt denne kulturelle identitet. Nguyen-dynastiet har efterladt sig en kejserlig by med citadeller, paladser, gravmæler og templer i et fredfyldt landskab, som grænser op til Duftenes Flod. Hués Kejserlige Citadel blev praktisk talt ødelagt under Tet-offensiven i 1968, og lå i ruiner frem til 1990’erne, hvor vietnameserne anerkendte det som en turistattraktion. Gennem de store restaureringsarbejder med det kejserlige kompleks har Hué i dag genvundet sin royale aura og er en rolig, fredfyldt og afslappet by at besøge. I dag er området udpeget som UNESCO verdensarv, og citadellet restaureres langsomt og omhyggeligt.

Du overnatter de kommende 2 nætter i Hué.

Der er denne dag inkluderet brunch. 


Dag 9. Sigthseeing til cidatellet, Duftenes Flod, Minh Mangs Masolæum, tilkøbstur: papirblomstbyen Thanh Tien

Du begynder morgenen med et besøg til Det Kejserlige Citadel i Hué. Det er skabt med Beijings ”Forbudte By” som forbillede, og citadellet er omkranset af tre mure; den ydre 11 km lange Kinh Than var imponerende med 9 meter høje mure og havde udkigstårne, 10 porte og en voldgrav. Imellem den yderste mur og den midterste mur mødte kejseren sine embedsmænd og andre, der havde fået foretræde. Bag den inderste mur havde kejseren sin private gemakker. Citadellet blev påbegyndt af kejser Gia Long i 1802 og forblev kejserbolig frem til 1945.

Fra citadellet kommer du på sejltur på Duftenes Flod, hvor de mange gravmæler efter kejserne flankerer floden. Floden kaldes også often Parfumefloden. Selv om hvert gravmæle langs Duftenes Flod har sine helt egne kendetegn, er de alle bygget op omkring fem fællestræk, der blandt andet inkluderer stenskulpturer af elefanter og krigere, et lille tempel til tilbedelse af kejseren og selvfølgelig selve graven, hvor de jordiske rester hviler eller har hvilet. Desuden oplever du hverdagslivet på og langs floden.

Du skal besøge Minh Mang mausolæet, der ligger ca. 12 km oppe ad floden. Minh Mangs grav er sandsynligvis den af dem alle, der udstråler mest majestætisk storhed. Det store kompleks omfatter 40 bygninger, der alle er arrangeret symmetrisk omkring en linje gennem det naturskønne område. Selve graven ligger for enden af den lange række af bygninger på toppen af en bakke i en halvmåneformet sø. Graven er omkranset af en høj, cirkulær mur, der skal symbolisere solen.

Frokosten bliver en helt særlig oplevelse. Frokosten er vegetarisk og tilberedes og serveres af nonnerne i Lien Hoa Pagoden, og du har mulighed for at se, hvordan den lækre mad tilberedes over brændekomfur. Som noget helt specielt spiser du sammen med nonnerne, og de deltager gerne i snakken med gæsterne hen over bordet.

Efter frokost er dagen til fri disposition.

Du overnatter i Hué.

Der er denne dag inkluderet morgenmad og frokost.

 

Tilkøbstur

papirblomstbyen Thanh Tien

Næste stop på turen er Thanh Tien landsbyen, der er berømt for at have fremstillet papirblomster i over 300 år. Du møder landsbyens beboere og får mulighed for at fremstille din egen papirblomst. Med dit besøg støtter du et håndværk og en landsby, der ellers har svære kår. Turen varer ca. 2 timer.

 

Dag 10: Fra Hué til Hoi An, bjergkørsel over Hai Vanpasset, smukke naturoplevelser og fiskerlandsby

Formiddagen er til fri disposition.

I eftermiddag bliver du kørt til Hoi An. Turen går over det smukke Hai Van pas, ”Skyernes Pas”, gennem naturskønne omgivelser i et bjergrigt område med spektakulære udsigter og langs kysten, hvor vejen snor sig ind og ud langs de blå laguner i Det Sydkinesiske Hav. Undervejs stopper du i en af de små landsbyer, hvor størstedelen af befolkningen ernærer sig ved fiskeri.

Målet er den charmerende lille by Hoi An, der er blevet optaget på UNESCOs liste over Verdens Kulturarv. I det 17. og 18. århundrede blev byen kaldt Faifo hos de tidlige vestlige handelsfolk, og var en af de største og vigtigste handelsbyer i Sydøstasien frem til slutningen af det 19. århundrede. Købmænd fra Holland, Spanien, Portugal, Kina og Japan sejlede hertil for at handle silke, papir, porcelæn, krydderier, medicin, perler og meget andet. De mange handelsfolk havde små samfund her, og de bestående gamle træhuse, broer og templer er et vidnesbyrd om historiske kulturmøder i Vietnam for århundreder siden. Den unikke gamle by blev efterhånden isoleret, da floden lige så stille sandede til og jernbanerne blev ødelagt, men dette efterlod til gengæld byen uberørt af krig og fastfrosset i en tid, der var engang.

Du overnatter i Hoi An de kommende 2 nætter.

Der er denne dag inkluderet morgenmad. 

 

Tilkøbstur formiddag:

Duftenes Flod, Thien Mu Pagoden og lokalt marked.

Du sejler på Duftenes Flod frem til Thien Mu Pagoden, hvis 21 meter høje tårn er en af de mest berømte bygninger i hele Vietnam.  Pagoden, som er placeret på et udkigstårn med udsigt over Duftenes Flod, kan dateres til 1601. Selve det syv etager høje, ottekantede tårn blev dog først bygget i 1844 af kejser Thieu Tri. Hver etage symboliserer et af Buddhas tidligere liv. Pagoden er et charmerende og fredfyldt sted med falmede lyserøde mure og kløverfarvede skodder, som åbner til en lerstensbelagt gård med bonsai, frangipani- og azaleatræer i bronze- og porcelænskrukker. Ligeledes finder man stedsegrønne træer som fyrretræer og cedertræer.  Det var herfra den 66-årige munk Thich Quang Duc rejste til Saigon 11. april 1963, hvor han på et gadehjørne satte ild til sig selv og døde i protest mod Præsident Diems undertrykkende politik. Den handling nåede verden rundt takket være fotografierne. Den lille Austin-bil, som han brugte til rejsen, er parkeret i en af pagodens bygninger.

Senere på formiddagen besøger du Dong Ba-markedet, som er kendt for at have de smukkeste kegleformede hatte i hele landet. Du møder lokalbefolkningen på nært hold, oplever markedsstemningen og får mulighed for at gøre en god handel. Men husk at der skal ”pruttes” om prisen. Her er mulighed for at købe alverdens ting lige fra kød, fisk, ris, frugt og grønt til souvenirs, hatte, smykker, bambusprodukter og kunsthåndværk.

 

Dag 11: Sightseeing i Hoi An. Tilkøbsudflugt halvdagscykeltur på landet

Om formiddagen er der en guidet gåtur i den lille hyggelige by for at få et indtryk af byen og historien. Du besøger den cantonesiske forsamlingshal og går mellem de gamle huse til Den Japanske Bro, som om noget er selve symbolet på Hoi An. På den anden side af broen fortsætter du langs floden til det franske kvarter. Undervejs kan du udse dig en af Hoi Ans gode og hyggelige restauranter til din aftensmad.

Eftermiddagen er til fri disposition. . Der er meget at få tiden til at gå med. Hoi An er et paradis, hvis man vil gå på opdagelse og købe nogle spændende ting med hjem. Her er et kolossalt udvalg af malerier, silkeklæder, keramik, kinesiske lanterner, spisepinde, lakerede varer, tepotter samt broderede duge og servietter.

Du har mulighed for at tilkøbe en halvdagsudflugt.

Du overnatter i Hoi An.

I dag er der inkluderet morgenmad.

 

Tilkøbsudflugt:

Cykeltur ved Kim Bong

Du cykler ned til havnen og tager cyklerne med på båden, der på ca. 35 min. sejler til den lille landsby Kim Bong på øen af samme navn. Her venter en hyggelig og afslappet cykeltur igennem det betagende og uforstyrrede landskab. Du cykler forbi bønder, der arbejder i rismarken, og vandbøfler der ligger og daser i det mudrede vand. Her er beskedne buddhistiske templer, hvor de lokale fremsiger bønner og bringer offergaver til forfædrene. Kim Bong var i Hoi Ans storhedstid centrum for den lokale bådbygning.

Her og der ses kvinder, der fletter kurve og hatte i palmetræernes skygge.

Du besøger miniværksteder med hjemmeproduktion af risnudler, sivmåtter og flettede bambusbåde. De lokale skibstømrere og møbelsnedkere er også i gang med dagens arbejde og lader dig gerne se nærmere på deres fantastiske håndværk.

Du sejler tilbage til Hoi An, hvor turen slutter.

 

Dag 12: Fra Hoi An til Pleiku, det centrale højland, etniske minoriteter og smukke landskaber

De kommende dage kommer du til at opleve et meget lidt turistet og sjældent besøgt Vietnam. Du kommer på

en smuk og lang køretur til det centrale højland, der består af enorme plateauer anlagt i terrasser, der strækker sig over flere hundrede kilometer. I baggrunden står regnskovens grønne overflade i skarp kontrast til den røde basaltholdige jord. Det centrale højland er kendt for sine smukke bjergområder, utallige vandløb, søer og vandfald samt den friske bjergluft fyldt med blomsterdufte.

I det centrale højland bor op mod 31 forskellige etniske grupper. De fleste er bænder, og mange steder bruges de traditionelle dykningsmetoder stadig. Og det gør det til et fascinerende sted at opleve. Undervejs besøger du jarai-minoriteten, som er den største i højlandet omkring Pleiku. Din guide forklarer og oversætter, så du får god indsigt i deres dagligdag og i hvordan livet leves af de forskellige etniske befolkningsgrupper.  Senere besøger du et lokalt marked, hvor lokalbefolkningen sælger deres afgrøder og handler ind til dagens måltider og gøremål. Sidst på eftermiddagen ankommer du til Pleiku, der er hovedstad i provinsen Gia Lai.

Under Vietnam-krigen var Pleiku en strategisk vigtig by for begge parter, og meget tidligt i konflikten mellem Nord- og Sydvietnam etablerede USA da også militærbaser i Pleiku. Efter et angreb på en af det amerikanske marinekorps’ baser i Pleiku eskalerede begivenhederne, da operation Flaming Dart og Roling Thunder blev iværksat. Luftangrebene varede i tre år og førte til en forfærdelig katastrofe for Pleiku- og Kontum-områderne med over hundredetusinde evakuerede, dræbte og strandede uden støtte. Der er ingen familier i området, som ikke var berømt af krigens grusomheder.

En overnatning i Pleiku.

I dag er der inkluderet morgenmad.

 

Dag 13: Fra Pleiku til Buon Ma Thout, vandring i Yok Don Nationalpark

Du kører tidligt fra Pleiku, og det bliver en lang dag. Dagens mål er i dag Buon Ma Thout i det centrale højland. Byen er omgivet at kaffeplantager og frodig regnskov som tidligere var et yndet område for storvildtsjægere. Selve byen er ikke så interessant, men den ligger centralt i forhold til flere af Vietnams nationalparker. Du skal på en 2-timers vandretur i Yok Don Nationalpark, som er Vietnams største sammenhængende naturreservat og hjemsted for omkring 75 arter pattedyr, hvoraf 38 er truet af udryddelse i Indokina. Her er vilde elefanter leoparder, hjorte, slanger og aber. Med 250 forskellige fuglearter er det også et rigt fugleliv i parken. Der bor også etniske befolkningsgrupper i parken, hvoraf de største er ede- og m’nong-minoriteterne.

Du er fremme i Buon Ma Thout sidst på eftermiddagen. Du overnatter en nat i Buon Ma Thout. Der er denne dag inkluderet morgenmad og frokost. 

 

Dag 14: Fra Buon Ma Thout til Dalat, Sejltur på Lak-søen

Efter morgenmad på hotellet sættes kursen mod Dalat. Byen med det evige forår er en af Vietnams smukkeste byer, som ligger i 1450 meters højde på et frodigt plateau omgivet af grønne bjerge, dale indhyllet i tågedis, søer, brusende vandfald og floder. I 1900-tallet benyttede franskmændene byen som tilflugtssted, når varmen i lavlandet blev for meget, og den koloniale indflydelse kan stadig ses på katedralen og nogle af de mange villaer, der pryder skråningerne omkring byen. En af disse villaer fungerede i en årrække som bolig for Vietnams sidste kejser, Bao Dai, som i 1945 trak sig tilbage for at overgive magten til Viet Minh.

Inden du når Dalat, stopper du ved Lak-søen. Du skal på en lille sejltur på søen, og du besøger en jun-landsby, der ligger idyllisk ned til søen. Trods landets store historiske omvæltninger er det lykkedes jun-minoriteten at bevare deres traditionelle levevis og kultur. Husene er bygget på pæle; høns, hunde, katte og børn løber rundt og leger, mens de voksne tager sig af dagligdagens aktiviteter. Det være sig vævning, strikning, fiskeri, landbrug og madlavning. Alt sammen noget du oplever på spadsereturen gennem landsbyen. Guiden fortæller og oversætter, hvis du har spørgsmål.

Du overnatter en nat i Dalat.

Der er denne dag inkluderet morgenmad og frokost. 

 

Dag 15: Fra Dalat til Phan Thiet. Byrundtur i Dalat, tempelbesøg og lokalt marked

Dagen begynder med en byrundtur og første stop er byens katedral, der blev opført mellem 1931 og 1942 af franskmændene, som brugte den under deres ophold i Dalat. Videre til Bao Dais sommerpalads, der den dag i dag nærmest står som da han forlod det i 1954. Du besøger det lokale marked, der er et af de flotteste i landet med et stort udbud af blomster, frisk frugt og grøntsager fra området omkring byen. Byrundturen fortsætter til Villa Hang Nga og kunstgalleriet, der også er kendt som ”Det skøre hus”. Sidste stop inden kursen sættes mod strandene i Phan Thiet er Truc Lam-pagoden der er et zenbuddhistisk tempel opført med det formål at genskabe ånden i zenbuddhismen i Tran-dynastiet, der regerede Vietnam fra 1225 til 1400. Herefter er der afgang til den lille fiskerby Phan Thiet, der ligger ved Det Sydkinesiske Hav.

I Vietnam har byen i årevis især været kendt for sin fiskesovs, der er en vigtig ingrediens i det vietnamesiske køkken. For turister er Phan Thiet blevet et populært rejsemål takket være nogle af Vietnams bedste strande og de ørkenlignende sandklitter.

Du overnatter 3 nætter i Phan Thiet

Der er denne dag inkluderet morgenmad. 

 

Dag 16 og 17: Phan Thiet

Dagen er til fri disposition. Phan Thiet er det klassiske eksempel på et feriested, der har formået at bevare sin fiskerlandsbykultur, og i floden, der strømmer gennem byens centrum, dannes en lille havn, der altid er fuld af farvestrålende både. Selve byen er forblevet forholdsvist uberørt af turisme, imens en række fortrinlige hoteller er bygget langs kysten. Hele dagen er afsat til at man på egen hånd kan gå på opdagelse i Phan Thiet eller til afslapning ved hotellets swimmingpool eller på stranden. Her er strande, klart vand og smukke omgivelser, og hotellet har alt, hvad man kan ønske sig til en afslappende dag, hvor de foregående to ugers oplevelser kan fordøjes.

Du overnatter i Phan Thiet.

Der er inkluderet morgenmad begge dage.

 

Dag 18: Fra Phan Thiet til Ho Chi Minh City. Byrundtur i Ho Chi Minh City

Efter morgenmaden tjekker du ud fra hotellet, og du bliver kørt til Ho Chi Minh City. Den mest “vestlige” blandt Vietnams byer er Ho Chi Minh City, selvom den for både indbyggere og besøgende stadig hengivent kaldes Saigon. Byen er hjemsted for over 10 millioner mennesker og har en blomstrende og fri markedsøkonomi. Det er en by med forbløffende kontraster: elegante internationale hoteller, eksklusive restauranter og trendy barer side om side med gadekøkkener, gadebørn og støjende cykelrickshaws. Unge piger i den traditionelle klædedragt, Ao Dai, drøner forbi på deres scootere med det sorte hår og den opslidsede kjoles bagstykke flagrende efter sig. Svedende forretningsfolk i jakkesæt snakker i mobiltelefon, mens de passerer en række beteltyggende kvinder i kulihatte, som sælger kokosnødder fra små gadeboder. Golfbaner, bowling- og shoppingcentre kappes om pladsen med frugt- og grøntsagsmarkeder, pagoder og karaokebarer. Summende, blomstrende, tæt pakket, kaotisk – og alligevel stadig med elegante franske koloniboulevarder og -bygninger; kulturelle minder om Frankrig, under hvis forvaltning Saigon var kendt som ”Orientens Perle”.

Efter tjek ind og tid til frokost starter din guidede sightseeing med en tur rundt i byen for at få et overblik. Den katolske Notre Dame-katedral i røde mursten, postkontor i empirestil fra det 19. århundrede nær ved og ”Hotel de Ville”, Rådhuset, ser alle umiskendeligt europæiske ud. Derefter besøger du byens vartegn, Genforeningspaladset, som før i tiden var det sydvietnamesiske præsidentpalads. Den 30. april 1975 brasede en nordvietnamesisk tank igennem paladsets porte og markerede virkningsfuldt enden på krigen. Videre til Cholon, hvor du besøger Thien Hau-templet. Cholon er området med det tætpakkede og livlige Chinatown. Cholon betyder frit oversat ”Det store Marked”. Og det er præcis, hvad Cholon er. I de kaotiske gader triller gamle mænd af sted på deres cykler, mens hundredvis af knallerter suser forbi dem. Fra et cykelstyr hænger et par levende høns med hovedet ned ad. En bagagebærer er overlæsset med farvede rischips. Det summer af liv med tusindvis af forretninger, der sælger alt fra klassiske røde brudekjoler til krogede bonsaitræer. Markedspladserne bugner af farvestrålende frugter og eksotiske krydderier og i templerne tændes der røgelsespinde og ofres til forfædrene.

Du overnatter i 3 nætter i Ho Chi Minh City.

I dag er der inkluderet morgenmad. 

 

Dag 19: På egen hånd i Saigon. Tilkøbsudflugter til Cao Dai Templet og Cu Chi-tunnellerne eller Middagskrydstogt på floden

Dagen er til fri disposition, eller du kan tilkøbe udflugter.

Du overnatter i Ho Chi Minh City.

I dag er der inkluderet morgenmad.

 

Tilkøbsudflugt

Cao Dai Templet og Cu Chi-tunnellerne

Tidligt om morgenen kører du til Cao Dai templet ca. 90 km uden for Saigon. Templet er centrum for en særlig religiøs gren af de gamle oprindelige religioner - caodaisme. Den er nærmest et religiøst potpourri, der har lånt lidt af alle de vietnamesiske religioner. På samme måde har caodaismen sin helt egen arkitektur. Det er delt op i ni niveauer, der hver repræsenterer et skridt mod himmelen.

Herefter går turen til de tidligere vietcong-tunneller. Tunnellerne strækker sig i et imponerende 250 kilometer langt net og er et vidnesbyrd om den enorme opfindsomhed og idérigdom, som er så karakteristisk for vietnameserne. Det var herfra, at nordvietnameserne førte deres guerillakrig, og du vil kunne se de hemmelige faldlemme, underjordiske køkkener, beboelsesområder, hospitaler og møderum. Hvis nogle har lyst til at blive oppe på landjorden, er der mulighed for at se udgravede områder oppefra. Du er tilbage i Ho Chi Minh først på eftermiddagen.

 

Tilkøbsudflugt

Middagskrydstogt på Saigon floden.

Du bliver hentet på hotellet og kørt til Nha Rong kajen. Her ligger båden Bonsai Legacy, der er en kopi af en klassisk flodbåd. Når båden stævner ud og mørket falder på, nyder du din velkomstdrink. Der bliver serveret en dejlig middag med lækre vietnamesiske retter, mens båden sejler på floden og du nyder udsigten til Ho Chi Minh Citys skyline og store lyshav. Blandt andet passerer du det ikoniske Biltexco Tårn og Bach Dang kajen. På nogle af højhusene er der hver aften lysshow, som bedst ses fra floden

 

Dag 20: På egen hånd i Saigon. Tilkøbsudflugt til Mekong-deltaet

Dagen er til fri disposition, eller du kan tilkøbe udflugter.

Du overnatter i Ho Chi Minh City.

I dag er der inkluderet morgenmad.

 

Tilkøbsudflugt

Vietnams brødkurv, Mekongdeltaet

Dagens udflugt går til Mekong-deltaet der betragtes som den ene af Vietnams to riskamre. Det andet ligger i Red River-deltaet i det nordlige Vietnam. Dette enorme delta er dannet ved aflejringer fra den mægtige Mekong-flod, som har sin oprindelse i det tibetanske højland ca. 4.500 km mod nord. Fra dens udspring snor floden sig vej gennem Kina, Myanmar (Burma), Laos, Cambodja og det sydlige Vietnam, før den flyder ud i Det Sydkinesiske Hav. Mekongs vietnamesiske navn, Cuu Long, betyder ”Ni Drager” der henviser til de ”ni munde” som afbryder strømmen fra den store flod inden den opsluges af havet.

Efter ca. to timers kørsel når du Mekong-flodens enorme delta. Du stopper ved Vinh Trang-pagoden, der er en arkitektonisk perle bygget i 1849. Udsmykningen er en blanding af asiatisk og europæisk arkitektur med elementer fra renæssancen, romersk stil, franske dekorative blomster og japanske klinker. Du fortsætter til My Tho, hvor du skal ud at sejle. Du ser, hvordan livet leves langs floden, og du besøger en fiskefarm. Senere går du en tur i frugtplantagerne, du kører i hestevogn i landsbyens gader og til frokost skal du nyde nogle af Mekong-deltaets specialiteter på en lille simpel restaurant. Efter en spændende dag er du tilbage i Saigon sidst på eftermiddagen og aftenen er til fri disposition. Der er denne dag inkluderet morgenmad og frokost. 

 

Dag 21: Saigon – hjemrejse

Dagen er til fri disposition indtil transfer til lufthavnen.

Efter en spændende rejse til nogle af Vietnams største seværdigheder flyver du til Danmark, og der er flyskifte undervejs.

Der er inkluderet morgenmad i dag.

 

Dag 22: ankomst i Danmark

Du ankommer i Danmark efter 3 uger fyldt med store oplevelser

Priserne på udflugterne er

Dag 2:

Cykeltaxatur i Hanois gamle kvarter

Pris pr. person kr. 320

Dag 5:

Vandretur i O Quy Ho Dalen

Pris pr. person kr. 285

Dag 9:

Papirblomstbyen Thanh Tien

Pris pr. person kr. 335

Dag 10:

Duftenes Flod Thien Mu Pagoden og lokalt marked

Pris pr. person kr. 305

Dag 11:

Cykeltur ved Kim Bong

Pris pr. person kr. 275

Dag 19:

Cao Dai Templet og Cu Chi Tunnellerne

Pris pr. person kr. 295

Dag 19:

Middagskrydstogt på Saigon Floden

Pris pr. person kr. 395

Dag 20:

Vietnams brødkurv, Mekong deltaet

Pris pr. person kr. 710

Forlængelser

Oplev Cambodias højdepunkter på en 6 dages forlængelse

På denne forlængelse oplever du Cambodias største højdepunkter på en lille 6 dage/5 nætters berigende rundrejse, hvor du mærker Cambodias folkesjæl og får et godt indblik i landets tusindårige historie. Du starter med at køre til den charmerede by Chau Doc, der ligger ved sammenløbet af Mekong og Bassac floderne. Her overnatter du inden du næste formiddag sejler op ad Mekong, krydser grænsen til Cambodia og ved middagstid når frem til Phnom Penh. Du oplever kongepaladset og den imponerende Sølvpagode. På tredjedagen bliver du kørt fra Phnom Penh til Siem Reap. På den måde oplever du landskabet og livet på landet; undervejs gør du to stop, et i ”edderkoppelandsbyen” Skun, og det andet i Konpong Khleang, der er en landsby på pøle i – eller ved afhængig af årstiden – Tonle Sap søen. Forlængelsens sidste 3 dage gælder Siem Reap og det ikoniske Angkor kompleks, hvor to oplever både Elefantterrassen, Leper Kongernes Terrasse, Ta Prohm og Angkor Wat.

Læs mere her

Bestil rejse

1 person. Enkeltværelse - pris pr. person

UgeAnkomstdatoHjemrejsedatoVarighedPris 
4029-09-201820-10-201821 nætter19.998,- DKKBESTIL
4609-11-201830-11-201821 nætter19.998,- DKKBESTIL
312-01-201902-02-201921 nætter19.998,- DKKBESTIL
709-02-201902-03-201921 nætter19.998,- DKKBESTIL
UgeAnkomstdatoVarighed
(nætter)
Pris 
4029-09-20182119.998,- DKKBESTIL
4609-11-20182119.998,- DKKBESTIL
312-01-20192119.998,- DKKBESTIL
709-02-20192119.998,- DKKBESTIL

2 personer. Dobbeltværelse - pris pr. person

UgeAnkomstdatoHjemrejsedatoVarighedPris 
4029-09-201820-10-201821 nætter16.998,- DKKBESTIL
4609-11-201830-11-201821 nætter16.998,- DKKBESTIL
312-01-201902-02-201921 nætter16.998,- DKKBESTIL
709-02-201902-03-201921 nætter16.998,- DKKBESTIL
UgeAnkomstdatoVarighed
(nætter)
Pris 
4029-09-20182116.998,- DKKBESTIL
4609-11-20182116.998,- DKKBESTIL
312-01-20192116.998,- DKKBESTIL
709-02-20192116.998,- DKKBESTIL
Praktiske Informationer

PRISEN INKLUDERER:

Flyrejse fra Danmark til Hanoi og fra Ho Chi Minh City til Danmark

Flyrejse fra Hanoi til Hué

15 nætter i delt dobbeltværelse på gode centrale hoteller

2 nætter i 4-køjes kupé på toget mellem Hanoi og Sapa t/r

1 nat i delt dobbeltkahyt på traditionelt vietnamesisk skib med eget bad

Alle transporter, udflugter og entréudgifter i henhold til program

Morgenmad alle dage, 7 x frokost, 1 x middag

Lokale engelsktalende guider

Alle skatter og afgifter

 

PRISEN INKLUDERER IKKE:

Afbestillingsforsikring

Rejseforsikring

Drikkevarer

Drikkepenge

Visum til Vietnam

Tilkøbsture Store Vietnam, pris pr. person:

VÆLG AFREJSE FRA:

København

Billund   + 500 kr

Aalborg  + 500 kr.

 

VISUM TIL VIETNAM:

Som dansk statsborger skal du ikke have visum til Vietnam, hvis besøget højst varer 15 dage/14 nætter. Dit pas skal være gyldigt minimum 6 måneder ud over dit besøg.

Vær opmærksom på, at der minimum skal gå 30 dage mellem 2 visumfrie ophold. Hvis du skal rejse tilbage ind i Vietnam inden 30 dage efter et visumfrit ophold, skal du søge et e-visum.

Varer din rejse mere end 15 dage skal du søge om e-visum, som gælder ved ophold og rejser i op til 30 dage.

Du kan søge her: https://evisa.xuatnhapcanh.gov.vn/en_US/web/guest/trang-chu-ttdt

Du skal uploade et billede af dit pas, et pasbillede, samt udfylde en række personlige oplysninger, og en hoteladresse i Vietnam, som du får på din bekræftelse fra os.

Prisen for e-visum er 25 USD, som betales online i forbindelse med ansøgningen, så hav dit kreditkort ved hånden, inden du går i gang. Du modtager herefter en bekræftelse på din ansøgning via mail. I denne mail står der også en unik registreringskode markeret med fed (20 tegn). 

Du modtager svaret på din ansøgning efter 3 arbejdsdage. Dit e-visum skal printes og medbringes sammen med dit pas, som vises ved ankomst til Vietnam. 

Har du spørgsmål til dit visum anbefaler vi, at du kontakter den vietnamesiske ambassade:

Embassy of the Socialist Republic of Vietnam
Bernstorffsvej 30C
2900 Hellerup
Danmark
Telefon: 39 18 39 32
E-mail: 
embvndk@hotmail.com

 

FORLÆNGELSE / ÆNDRINGER:

Rejsen sælges som en hel “pakke” og ved ændringer, vil der ikke være mulighed for refundering af de dele af pakken, der ikke benyttes.

Forlængelse skal bestilles samtidig med rejsen. Hvis forlængelse bestilles senere end rejsen, vil der oftest være (store) tillæg på flybilletten.

 

FORBEHOLD & ÆNDRINGER:

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Ruby Rejser og vores lokale samarbejdspartner tilstræber altid at afvikle rejsen i nøje henhold til programmet. Det kan af hensyn til pludseligt opstående udfordringer som en ændret åbningstid, et forsinket fly, lokale vejrforhold eller andre praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre et dagsprogram eller en rute i en anden rækkefølge end beskrevet. Vi gør opmærksom på, at rejsen er underlagt lokale forhold, hvor både naturkræfter og levevis er anderledes end på vore breddegrader. 

 

HOTELLER OG ØVRIG INDKVARTERING:

På rejsen bor du på gode 3-stjernede hoteller, som er valgt i samarbejde med vores agent.

Hotellerne har gode faciliteter, og ligger centralt. Dit værelse har naturligvis eget bad og toilet.

På minikrydstogt i Halongbugten sejler du med en 3-stjernet junke eller et 3-stjernet skib og du bor i kahyt med eget bad og toilet.

Hvis din rejse involverer et nattog, sover du i 4-køjes kupé. Det vil være muligt mod betaling af få enebrug af kupéen.

 

PÅKLÆDNING

På vores rundrejser som er forholdsvis aktive rejser, er det vigtigt, at tøjet er praktisk og behageligt. Shorts (ikke for korte), og ærmeløse bluser kan for det meste anvendes, men du skal være opmærksom på beklædningen i templerne. Beklædningen må ikke være stødende og bermudashorts, bukser, nederdele, løse T-shirts, skjorter, sko og sandaler går an, men fx korte shorts, ærmeløse bluser, stramme T-shirts og strandsandaler er ikke velset. Ved besøg i templer og helligdomme forlanges det, at tøjet dækker skuldre og knæ.

 

VANDRETURE

Til vandreturene skal du sørge for at medbringe et par gode sko, som er gået godt til. Især i Sapa kan vandreturen virke strabadserende, og du bør kun at deltage på denne tur, hvis du er ved almindeligt godt helbred og er normalt gående, og ved at du kan gå op til 15 km uden problemer.

 

KØRETID

Der må påregnes megen køretid, hvorfor turen ikke er egnet for personer med dårlig ryg.

 

VACCINATIONER:

Ruby Rejser henviser til egen læge eller vaccinationsklinik for råd og vejledning om vaccination.     

 

VEJRET:

Vietnam kan inddeles i 3 områder vejrmæssigt, der alle har 2 sæsoner: regntid og tørtid.

Nordvietnam

Hanoi, Sapa, Ninh Binh og Halongbugten: Tørtiden er ca. fra november – april og det er her temperaturerne er lavest.

Regntiden er ca. fra maj – oktober og her ligger temperaturen mellem 25 og 30 grader.

I bjergene kan der være koldt om morgenen fra december til februar.

Det centrale Vietnam

Hué og Hoi An: Tørtiden er ca. fra marts til august. Det bliver meget varmt i månederne maj – august.

Regntiden er ca. fra september – februar; der falder mest regn i perioden september – december.

Tørtiden er fra marts – august. Temperaturen ligger på 25 – 30 grader.

Sydvietnam

Ho Chi Minh City, Mekongdeltaet, Phu Quoc og Phan Thiet: Tørtiden er ca. fra oktober/november til april.

Regntiden er ca. fra maj – september/oktober. Temperaturen er stabil hele året og ligger mellem 25 og 30 grader.

Gå til toppen af siden