Dag 1. Afrejse
Udrejse fra Kastrup til Tenerife. Fra lufthavnen i Tenerife Syd har vi en bustur på ca. 20 min. til færgehavnen i Los Cristianos. Herfra skal vi videre med færge til La Gomera. Det tager ca. 1 time at sejle til hovedbyen San Sebastian på La Gomera. Derfra kører vi til vores første overnatningssted i Valle Gran Rey. Vi slutter dagen af med at nyde en dejlig aftenmenu med lokale retter.
Dag 2. Lokale bjerglandsbyer med udsigt over den sydlige del af La Gomera
Efter morgenmaden går vi fra hotellet og kommer gennem flere lokale bjerglandsbyer, bl.a. El Cercado som er kendt for keramik. Vi går mere eller mindre langs højdekurven og har en betagende udsigt udover barrancoerne (dybe dale som vandet har formet gennem tiderne). Fra Las Hayas går vi videre mod Arure, hvor vi sætter os ind på en lokal café. Videre derfra går vi i en cirkel tilbage til Las Hayas. Her stopper turen, og vi tager den lokale bus eller taxi tilbage til hotellet. Der er mulighed for at forlænge dagens vandretur med en rundtur ind i nationalparken med de mange laurbærtræer. Der er også mulighed for at gå hele vejen tilbage til hotellet.
Dag 3. Vandring gennem en dyb barranco og smukke klippeformationer
Efter morgenmaden kører vi i bus i en halv times tid til bjerglandsbyen Imada, hvor dagens vandretur starter. Vi går på tværs af en dyb og bred barranco forbi El Azadoe og videre til landsbyen Benchijigua. Her er der et lille kapel, som vi besøger. Derfra går stien op ad mod nogle specielle klippeformationer, og vi kommer lige forbi den allermest særprægede af dem, Roque de Agando. Herfra følger vi mere eller mindre kammen, og vi får undervejs udsigt til begge sider af øen. Vi slutter på en isoleret café midt ude i bjergene ved Degollada de Peraza. Der bliver vi hentet af vores bus.
Dag 4. Gomeras højeste punkt, laurbærskov og nedstigning langs vandfald
Til morgen pakker vi vores bagage, som bliver kørt med taxi til det næste hotel. Efter morgenmaden tager vi afsked med vores lokale værter, og vi går fra hotellet op til La Gomeras højeste punkt Garajonay (1.487 m). Vi kommer så tidligt på dagen, at der er meget gode chancer for en fantastisk udsigt ud over hele øen og til naboøerne El Hierro, La Palma og Tenerife. Derefter går vi tværs igennem det øverste plateau, som er dækket af laurbærskov og er en stor nationalpark. Vi når frem til El Cedro på den anden side af nationalparken, og efter et caféstop med en smuk udsigt begynder vi nedstigningen mod Hermigua, som foregår langs et vandfald. Vi kommer nu om på nordøen, og det er tydeligt at se, at vegetationen her er mere frodig og grøn end på sydøen. I Hermigua skal vi de næste 3 nætter overnatte i Apartementos Los Telares.
Dag 5. Rundtur omkring Hermigua, masser af palmer og mulighed for igen at bade
I den dal, hvor Hermigua ligger, er der masser daddelpalmer og bananpalmer, og dem kommer vi tæt på under vores rundtur omkring Hermigua. Efter morgenmaden går vi fra hotellet til El Moralito og videre til strandene Playa de la Caleta og Playa Santa Catalina, inden vi returnerer til vores hotel. Hvis vejret tilladder det, er der mulighed for badestop undervejs, og vi frekventerer selvfølgelig mindst en café på vores tur. Hvis man ønsker en fridag fra vandringen, kan man tage den lokale bus ind til hovedbyen San Sebastian.
Dag 6. Botanisk have med udstilling om geologien og skabelsen af La Gomera og smukke udsigter over nordøen
Efter morgenmaden går vi fra hotellet og har en opstigning til den botaniske have, Juego de Bolas (745 m). Stien op kan til tider være lidt stejl og smal, men er sikker at gå på. Her er dagens første caféstop, som kombineres med et besøg i den botaniske have, hvor der også er en udstilling om La Gomeras geologi og skabelse. Derfra er der en dejlig jævn nedstigning ad en god sti til byen Agulo, som nærmest ligger omkranset af en kratervæg. På turen ned har vi den smukkeste udsigt til Tenerife med Teide i midten, som er Spaniens højeste punkt (3.718 m.o.h.). I Agulo er der tid til endnu et caféstop, inden vi kører tilbage til hotellet.
Dag 7. Hovedbyen San Sebastian hvor Columbus opholdt sig, inden han sejlede til Amerika
Vi går fra hotellet, først går det lidt opad til Las Carbonera (862 m), og derfra starter nedstigningen ned mod San Sebastian. I passet er det tydeligt at se, at vegetationen igen skifter fra det frodige på nordsiden til det tørre og golde på sydsiden. I Lomo Fragoso er der igen mulighed for caféstop. Den sidste del af vandreturen går ad en kørevej mod San Sebastian.
Dag 8. Hjemrejse
Vi tager den første færge fra San Sebastian til Los Cristianos, og kører til lufthavnen Tenerife Syd, hvorfra vi flyver hjem til Kastrup.